Konkurrence på det mobile bredbånds-marked truet
Det er problematisk for konkurrencen, at et dansk mobilselskab ikke har det samme antal licenser som konkurrenterne.
Af Povl D. Rasmussen, Publiceret d. 3. november 2009 kl. 10.59 | (1)
På EU-plan er det besluttet, at teleoperatører i fremtiden kan anvende nettet til bl.a. mobilt bredbånd - også kaldet 3G. Det stiller mobiloperatøren 3 dårligt, fordi selskabet ikke har en sådan licens. Dette forhold har fået IT- og Telestyrelsen til at gribe ind.
Telia er ikke begejstrede for IT- og Telestyrelsens udspil.
"Vi kigger på det nu, men vi har på nuværende tidspunkt ikke gjort vores stilling op. Udgangspunktet er selvfølgelig, at det aldrig er sjovt at skulle aflevere noget. Specielt ikke, når vi har betalt mange penge for det," siger juridisk direktør Jens Ottosen-Støtt fra Telia.
Samtidig er der udgifter forbundet med at aflevere licensen, tilføjer direktøren.
"Der sker det, at vi skal lægge vores net-planlægning lidt om. Vi skal så tilrettelægge nettet sådan, at vi bruger de frekvenser, vi har tilbage, og det er forbundet med nogle omkostninger," forklarer Jens Ottosen-Støtt.