Dansk   English       Bookmark and Share    
 

Nedenfor vises uddrag af artikel fra www.computerworld.dk. Læs hele artiklen her

Teleindustri om pirat-spærring: Det er typisk dansk

I går tabte den danske telebranche den tredje retssag i træk om spærringen af The Pirate Bay. Læs her, hvordan Telias juridiske chef forklarer nederlaget.

 
Af Jacob Ø.Wittorff, Publiceret d. 28. maj 2010 kl. 14.23 | (11)

I går besluttede Højesteret at stadfæste Østre Landsrets afgørelse fra 2008, der fastslog, at de danske teleselskaber har pligt til at spærre for deres kunders adgang til The Pirate Bay.

Jens Ottosen-Støtt, der er bestyrelsesmedlem i teleselskaberne brancheorganisation og juridisk chef hos Telia, mener, at de danske domstole traditionelt går langt for at værne om ophavsretten.

"Jeg er ikke sikker på, at vi havde set det samme udfald, hvis sagen var blevet ført i et andet land, selvom det er de samme EU-regler, der dømmes efter. I Danmark har vi en meget stor tradition for at beskytte ophavsretten," lyder hans vurdering dagen derpå.

Men nu har I igen fremført jeres synspunkter for retten. I tabte ved Højesteret i går, ligesom I gjorde ved fogedretten i Frederiksberg og ved Østre Landsret. Hvilke overvejelser giver det grund til?

"Vi kan konstatere, at retstillingen er klar nu. Det er nu fastslået, at teleselskaberne har pligt til at stille op i fogedretssager. Selvom vi mener, at rettighedskrænkerne, i dette tilfælde The Pirate Bay, burde stille op i stedet for os. Det burde også være tilfældet, selvom krænkeren befinder sig i et andet land," siger han.

Men retten er kommet til en anden konklusion. Har I taget fejl?

"Næh, vi mener, at der har været en grund til at få nogle ting præciseret. Vi mener også, at vi har opnået en vis grad af præcision nu, selvom det ikke er optimalt," siger Jens Ottosen-Støtt.

Han henviser til, at det nu er blevet præciseret, at det er tilstrækkeligt, at teleselskaberne foretager en såkaldt DNS-spærring af The Pirate Bay, selvom det er en spærring, der relativ let at omgå.

Hvilke konsekvenser får afgørelsen for telebranchen?

"Konsekvensen er, at vi får noget besvær og nogle omkostninger ved at gennemføre og opretholde spærringerne. Men det betyder også en almindelig begrænsning i adgangen til at kommunikere, som rammer brugerne. Så er spørgsmålet, om den her måde at bekæmpe pirateri på er så effektiv, at den opvejer den begrænsning," lyder spørgsmålet fra Jens Ottosen-Støtt.

Jens Ottosen-Støtt | Sløjfen 4, 2.tv., 2000 Frederiksberg - Danmark | Tlf.: +45 60 444 300 | jos@stoett-ret.dk