Myndighedernes forhold til borgerne

Da jeg begyndte at læse jura, var jeg til en indledende forelæsning af daværende professor Bent Christensen, der talte om forvaltningsretten – altså reglerne for myndighedsudøvelsen i forhold til borgerne. Han fortalte om 3 grundpiller i forvaltningsretten – 1)afgørelser og beslutninger skulle have hjemmel i loven, 2) forvaltningen skulle træffe rigtige beslutninger og havde selv ansvaret for at få alle oplysninger, der var nødvendige og 3) det gennemgående hensyn var ”Borgervenlighed”. Jeg tror ikke at disse synspunkter trives særlig godt i dagens forvaltning. Lad mig give 3 eksempler:

Dyneløft

Kommuner går på dyneløfteropgaver og presser svagere borgere, som man mistænker for socialbedrageri og overvåger privatliv i hidtil uset omfang – med meget tvivlsom hjemmel. Nogle juridisk kyndige mener endda at visse af kontrolforanstaltningerne er ulovlige. Hvor er kravet til hjemmel og borgervenlighed nu blevet af?

Vores mange regler kontra resten af verdens virkelighed

Miljøministeren har været politisk fadder til et total forbud mod plastic-blødgørende stoffer og står nu med nogle uoverskuelige konsekvenser, fordi verdensmarkedet er rimeligt ligeglad med danske særregler. Det bliver Danmarks problem, at man har lavet mere vidtgående regler og derfor må fo

Tænk Strøm

Jeg har tidligere omtalt Forbrugerådets initiativ med Tænk Strøm (se blog fra 27/7 2012: Ansvarsfri formidler - Forbrugerrådet tager strøm på os) og anført nogle problemer ved dette fremstød. Der har været andre, der har været mere skarpe i deres kritik af måden, Forbrugerrådet har markedsført dette initiativ på og også nogle, der har forelagt spørgsmålet om Forbrugerrådets adfærd for Forbrugerombudsmanden.

Forbrugerrådet indbringes for Forbrugerombudsmanden

Nu virker det måske sært at indklage Forbrugerrådet – en af forbrugernes vagthunde - for Forbrugerombudsmanden (den anden vagthund). Men rent juridisk er der ingen som helst tvivl om, at i det øjeblik Forbrugerrådet forlader den afstukne sti, defineret gennem dets virke som interesseorganisation, og betræder erhvervslivets almindelige vejsystem, så gælder de almindelige regler for erhvervsvirksomhed fuldt og helt – herunder Markedsføringsloven, som Forbrugerådet må formodes at være fuldt bekendt med.

Men rent konkret blev Forbrugerådet i sommer indbragt for Forbrugerombudsmanden for to forhold, som kunne være problematiske i forhold til markedsføringsloven.

Spam ved at opfordre til network marketing

Det ene forhold drejede sig om Forbrugerrådets opfordring til forbru

Løgn, infam løgn og så statistik

En nu afdød professor i økonomi tillægges udtalelsen at der findes ”løgn, infam løgn og så statistik”. Winston Churchill angives at have udtalt, at han ikke havde tillid til nogen statistik som han ikke selv havde manipuleret og så er der klassikeren om politikeren der brugte statistik som en fulderik bruger en lygtepæl – mere for at holde sig oppe end for at blive oplyst.

Mange store virksomheder bedrager – ifølge statistikken

Disse tanker fløj igennem mit hoved da jeg for gud ved hvilken gang igen så disse politiske udtalelser om, at statistikken viste at en masse store virksomheder slet ikke betalte skat eller betalte meget lidt i forhold til deres omsætning. Og det skal nok være rigtigt. Men det nærliggende spørgsmål om, hvorvidt disse store virksomheder så også havde haft et tilsvarende stort overskud, som de unddrog sig at betalte skat af, ja det svar udebliver altid. Den statistik mangler lidt.

De spørgsmål der ikke bliver stillet

Der findes andre muligheder end forsøg på unddragelse. Det er f.eks. tænkeligt, at der måske ikke er tjent nogen penge, altså at der ikke er noget reelt overskud at beskatte. Det kunne måske godt, efter en flerårig finanskrise, have betydning at få den lille detalje med. Det forekommer da

Danskere - de bedste, dygtigste og første

Imellem højstemte erklæringer om, at vi i Danmark skal være de bedste og de dygtigste og i første række mm, så trives også forestillingen om, at vi slet ikke skal producere for det kan vi åbenbart ikke særligt konkurrencedygtigt. Men det skal ikke forhindre os i at være de, der føder de ny ideer og forbløffer verden med vores kreativitet. Ja netop vores idérigdom og vores kreativitet er det råstof, som vi skal sikre vores fremtidige velstand med og ikke fordum tiders produktions- og industrisamfund.

Der hersker en bizar blanding af mindreværdskompleks (vi kan ikke producere i Danmark) og storhedsvanvid (vi er helt enestående kreative - også set på verdensplan). Den forestilling har en del fortalere - heriblandt en Ulla Tofte, der betegner sig selv som historiker. Hun fører sig frem i Berlingske, den 12. april med synspunkter på et område, hvor ordene i sig selv afslører graden af indsigt.

Hun harcelerer over, at Danfoss koncernens chef siger at ”vi ikke kan sælge noget der er inde i vores hoveder”. Buzzzzz er hendes kommentar, og man aner hendes pegefinger køre i cirkelbevægelser ud for tindingen.

Danfoss – en stjernevirksomhed

Nu er lige Danfoss et fornemt eksempel på, at netop idé og innovation har været i højsædet i

Historien fra den forløbne uge om DONGs særlige forhold til cheflønninger har givet anledning til mange udsagn fra såkaldte eksperter.

Pressen har selvfølgelig svælget i aftrædelsesordninger, der kunne udløses af den ansatte selv ved at han ønskede at rejse – hvilket også er en usædvanlig ordning. Men inden medierne kommer i selvsving så skal man huske på at Børsen, erhvervslivets egen avis – i hvert fald i egen selvforståelse – havde bestemmelser i sin journalistoverenskomst hvorefter man fik fratrædelsesgodtgørelse efter anciennitet – også selv om man reelt misligholdt ansættelsen groft og kunne bortvises på dette grundlag. Så det er ikke kun præster (og politikere) man kan beskylde for at præke et og gøre noget andet.

Men det vi har hørt hvad angår DONG er udsædvanligt – ingen tvivl om det. Og det er beskæmmende for en statsejet virksomhed. Det medfører naturligvis, at man ser på hvilke kontrolforanstaltninger bestyrelsen har haft. Endvidere må man åbenbart forholde sig til, hvordan man fremover takler direktører, der rager til sig i en grad, så man må tvivle på, om de egentlig har nogen som helst loyalitet overfor den virksomhed der lønner dem.