Ingen Twit her

Det har vakt stor opsigt, at DBU har besluttet, at landsholdets spillere ikke må twitte under afholdelsen af Europamesterskaberne i fodbold. Det er måske endnu mere opsigtsvækkende, at det angiveligt er på landstrænerens foranledning, og at DBU mener, at et sådan forbud er indenfor hans kompetence som landstræner. Det er muligvis korrekt i forhold til DBU – således at forstå, at landstræneren ikke behøver at spørge DBU om lov – men er det korrekt i forhold til spillerne?

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Ytringsfrihed anses ellers for at være en af de såkaldt ”umistelige” rettigheder. Herved forstås, at det er en ret man ikke kan tage fra det enkelte menneske – men som dog kan være begrænset på grund af andre, meget vægtige hensyn. Sådanne hensyn kan være andre menneskers integritet, eller det kan være hensynet til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, forebyggelse af uorden eller forbrydelse, beskyttelse af sundhed eller sædelighed, hindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed. For nu at opremse de undtagelser, der er beskrevet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Tunge og vægtige hensyn.

Den demokratiske baggrund

Baggrunden for at give det enkelte menneske ytringsfrih

Historien fra den forløbne uge om DONGs særlige forhold til cheflønninger har givet anledning til mange udsagn fra såkaldte eksperter.

Pressen har selvfølgelig svælget i aftrædelsesordninger, der kunne udløses af den ansatte selv ved at han ønskede at rejse – hvilket også er en usædvanlig ordning. Men inden medierne kommer i selvsving så skal man huske på at Børsen, erhvervslivets egen avis – i hvert fald i egen selvforståelse – havde bestemmelser i sin journalistoverenskomst hvorefter man fik fratrædelsesgodtgørelse efter anciennitet – også selv om man reelt misligholdt ansættelsen groft og kunne bortvises på dette grundlag. Så det er ikke kun præster (og politikere) man kan beskylde for at præke et og gøre noget andet.

Men det vi har hørt hvad angår DONG er udsædvanligt – ingen tvivl om det. Og det er beskæmmende for en statsejet virksomhed. Det medfører naturligvis, at man ser på hvilke kontrolforanstaltninger bestyrelsen har haft. Endvidere må man åbenbart forholde sig til, hvordan man fremover takler direktører, der rager til sig i en grad, så man må tvivle på, om de egentlig har nogen som helst loyalitet overfor den virksomhed der lønner dem.

Almen økonomisk lovgivning

Det er karakteristisk for vort samfund, at det lovmæssige grundlag for menneskers økonomiske adfærd er stærkt reguleret og at der er etableret et domstolssystem, der kan tage sig af at løse konflikter om reglernes forståelse, anvendelse og overholdelse.

Det gælder for de rettigheder man som lønmodtager har – selv om man indenfor overenskomstområderne har en lang tradition for egne konfliktløsningsmodeller, dels gennem voldgifter og dels gennem Arbejdsretten. Det gælder for forholdet mellem forbrugere og erhvervsdrivende og mellem erhvervsdrivende indbyrdes. I hvert fald inden for landets grænser. Der er endvidere udvikling i gang, der går imod beskyttelse af lønmodtager- og forbrugerrettigheder på EU-plan.

Men i sportens verden er forholdene knap så entydige. Der er her en stor og stærk tradition for selvjustits. Der er tale om særlige tiltag der baserer sig på, at idrætsorganisationerne selv laver reglerne og selv tolker og bestemmer hvordan de skal forstås, og også helst selv træffer de nødvendige retsafgørelser ved tvistigheder. Dette gælder også på et område, hvor samfundet i øvrigt engagerer sig stærkt – nemlig ved brugen af doping. Her er selve vurdering