DEN HÅBLØSE SKAT

Løgn, infam løgn og så statistik

En nu afdød professor i økonomi tillægges udtalelsen at der findes ”løgn, infam løgn og så statistik”. Winston Churchill angives at have udtalt, at han ikke havde tillid til nogen statistik som han ikke selv havde manipuleret og så er der klassikeren om politikeren der brugte statistik som en fulderik bruger en lygtepæl – mere for at holde sig oppe end for at blive oplyst.

Mange store virksomheder bedrager – ifølge statistikken

Disse tanker fløj igennem mit hoved da jeg for gud ved hvilken gang igen så disse politiske udtalelser om, at statistikken viste at en masse store virksomheder slet ikke betalte skat eller betalte meget lidt i forhold til deres omsætning. Og det skal nok være rigtigt. Men det nærliggende spørgsmål om, hvorvidt disse store virksomheder så også havde haft et tilsvarende stort overskud, som de unddrog sig at betalte skat af, ja det svar udebliver altid. Den statistik mangler lidt.

De spørgsmål der ikke bliver stillet

Der findes andre muligheder end forsøg på unddragelse. Det er f.eks. tænkeligt, at der måske ikke er tjent nogen penge, altså at der ikke er noget reelt overskud at beskatte. Det kunne måske godt, efter en flerårig finanskrise, have betydning at få den lille detalje med. Det forekommer da sandsynligt, at Danske Bank efter at have tabt nogle milliarder ikke sådan lige med det samme bliver den store skatteyder – i hvert fald nok ikke før man har tjent de tabte milliarder ind igen. Det er jo trods alt indkomstskat vi taler om.

Det er dog også meget tænkeligt, at nogen ikke betaler den skat de burde efter reglerne. Det er også tænkeligt, at reglerne er sådan, at det ikke lige er muligt at finde ud af, hvad man skal betale i skat. Det er sågar muligt at skattemyndighederne dels individuelt, dels med tilbagevirkende kraft, ændrer deres fortolkninger af lovgivningen for at optimere skatteprovenuet. Det har de i det mindste dom for – og det må de ikke.

Skat – politisk patchwork

Skattereglerne er jo et kludetæppe hvor skiftende politiske og skattemæssige interesser hver har sat deres lille lap, og hvor det store overblik for længst er gået tabt. Det samme er forestillingen om at kunne tænke sig til et resultat ud fra basale principper. Lad mig illustrere med et eksempel.

Låneeksempel

Kan jeg låne min søn 200.000 kr. rentefrit og lade ham afdrage gennem de skattefrie gaver på kr. 58.400, som jeg må give ham hvert år? JA – og NEJ. Det afhænger helt af måden, hvorpå vi aftaler det. Hvis lånet til enhver tid kan opsiges af mig, og hvis jeg ikke aftaler med ham, at han afdrager det over de næste fire år via de skattefri gaver – så kan jeg godt. Hvis jeg derimod aftaler med ham, at de afdrages over de næste fire år via de afdragsfrie gaver, så kan jeg ikke uden at det får skattemæssig betydning.

De små nuancer i et dokument

Og dermed er det enkle problem om, hvorvidt man kan eller ikke kan give rentefrit lån, blevet til et kompliceret problem om, hvordan man helt præcist har indgået aftalen. Nu er det et spørgsmål om, der mon foreligger en ”hemmelig aftale” om afdrag. Den slags finurligheder kan vel kun være til gavn for beskæftigelsen indenfor skatteligningen og til ærgrelse for de af borgerne, der ikke forstår, at der er forskel på at gøre noget og så aftale at man gør det – sådan rent skattemæssigt.

Politikernes vilje som børnepædagoger

Jeg har tidligere i denne blog udtrykt undren over, at politikere mener, at vi som borgere skal kunne forstå alt som de udsætter os for i de mindste detaljer. Samtidig tør de ikke overlade os at købe et halvt pund smør uden beskyttende lovgivning om prismærkning. Jeg spekulerer stadig på om det kunne tænkes at politikere en dag ville lade det samme borgerhensyn råde i forhold til skattelovgivningen – jeg tror det ikke.

Kunne vi blot tro statistikken var alt næsten godt – men…

Dog viser statistikken, at et flertal af danskere betaler deres skat med glæde – hvis det altså er det rigtige de betaler, for det ved de vel i grunden ikke. Og når det kommer til stykket er der formentlig ingen der ved det – end ikke politikere placeret på højeste sted synes at se skattelovgivningen i det helt klare lys…