NORMSKRED

Myndighedernes forhold til borgerne

Da jeg begyndte at læse jura, var jeg til en indledende forelæsning af daværende professor Bent Christensen, der talte om forvaltningsretten – altså reglerne for myndighedsudøvelsen i forhold til borgerne. Han fortalte om 3 grundpiller i forvaltningsretten – 1)afgørelser og beslutninger skulle have hjemmel i loven, 2) forvaltningen skulle træffe rigtige beslutninger og havde selv ansvaret for at få alle oplysninger, der var nødvendige og 3) det gennemgående hensyn var ”Borgervenlighed”. Jeg tror ikke at disse synspunkter trives særlig godt i dagens forvaltning. Lad mig give 3 eksempler:

Dyneløft

Kommuner går på dyneløfteropgaver og presser svagere borgere, som man mistænker for socialbedrageri og overvåger privatliv i hidtil uset omfang – med meget tvivlsom hjemmel. Nogle juridisk kyndige mener endda at visse af kontrolforanstaltningerne er ulovlige. Hvor er kravet til hjemmel og borgervenlighed nu blevet af?

Vores mange regler kontra resten af verdens virkelighed

Miljøministeren har været politisk fadder til et total forbud mod plastic-blødgørende stoffer og står nu med nogle uoverskuelige konsekvenser, fordi verdensmarkedet er rimeligt ligeglad med danske særregler. Det bliver Danmarks problem, at man har lavet mere vidtgående regler og derfor må forvente, at almindelige produkter i verdensmarkedet indenfor elektronik ikke må sælges i Danmark. Og hvad gør ministeren – og embedsmændene? De bebrejder erhvervslivet, at man ikke har redegjort for dette tydeligt nok under høringsrunden. Med andre ord: Det er borgernes pligt at sikre at forvaltningen er korrekt oplyst – og hvis ikke borgerne opfylder deres pligt, så må de jo leve med de forkerte afgørelser. Hvor er lige forvaltningens ansvar for, at der træffes rigtige og korrekte afgørelser? Det forsvandt – og politikere og embedsmænd kan herefter give borgerne skylden for deres forkerte beslutninger.

Skat er tilfreds med halvdelen – altså af deres krav

En skattedirektør udtaler til Berlingske, at de har rejst krav om mere end 30 milliarder i tilbagebetaling og at de er tilfredse, hvis de får medhold i 50 %. Hvor var lige kravet om at forvaltningen skal træffe rigtige afgørelser?

Skat skal kontrollere skat

Til overflod så bringer Berlingske i dag en række artikler om det forhold, at Skat skal undersøge sig selv og vurdere sin egen adfærd i forbindelse med en række enkeltsager, hvor adfærden umiddelbart kunne synes usædvanlig - ja måske retsstridig.

Skat som hestepranger

Det drejer sig om noget, der i forbindelse med Jesper Kasi Nielsen minder om hestepranger metoder og trusler mod familiemedlemmer. Desuden drejer det sig i forbindelse med Camilla Vest om undertrykkelse af vigtig information kreativ lovfortolkning og tvivlsom ekspertvidneforklaring. Endvidere det seneste eksempel, hvor skat forsøger at tilegne sig de penge, som en skatteborger har indbetalt til sin advokat for at kunne forsvare sig mod et skattekrav – der allerede i den indledende fase er blevet reduceret med over 60 %, fordi skat vurderede forkert på retsreglerne – ligesom med Camilla Vest

Klarsyn

Berlingske – og flere politikere - taler om et normskred, således at SKAT nu opfører sig som en stat i staten. Nu skal man ikke håne nogen, der får en erkendelse – men man kan måske undre sig over, at det har taget så lang tid. Og man kan få en mistanke om, at erkendelsen er nemmere at nå, når man ikke selv er i regering. Med andre ord – myndigheders overgreb er nemmere at opfatte, når man ikke selv er del af myndigheden.

Skat nægter fradrag for det indlysende fradragsberettigede

Da jeg var yngre var der de såkaldte Jauer-sager, hvor Skat nægtede fradrag for underskud i deres erhvervsvirksomhed 1968-71 og gennem udpantning stort set kvaste virksomhedens finansielle grundlag – for så i 1978 at blive sat på plads af Højesteret. Samme Højesteret som i 1982 gav ham fradragsret for de omkostninger som sagen havde påført ham. Det lignede et hævntogt fra skattemyndigheden og sagen affødte i øvrigt en kommentar fra en højesteretsdommer om, at det var betænkeligt i den grad udpantningsretten for selv tvivlsomme krav kunne bruges til at presse skatteborgerne til at bukke sig økonomisk for myndighederne.

Refusionsordninger

I de følgende år var der opbakning til at sikre borgernes retsstilling bedre i skattespørgsmål. Samtidig blev der – i erkendelse af at tilkendte sagsomkostninger langt fra dækker alle sagsomkostninger – lavet refusionsordninger. Men disse ordninger blev fjernet i 2009 af de selvsamme politikere, som nu taler om normskred.

Det kan vel tages som et bevis på, at der er sket et normskred – også hos politikerne – og det skete allerede i 2009. Man må spørge sig selv om ikke selve den samfundsmodel, som vi har opbygget og den måde hvorpå vi lovgiver, indebærer et sådan et normskred?

Elastik i metermål

Hvor gik det galt? Jeg ved det ikke præcist, men jeg har en fornemmelse. Det gik galt fordi samfundet udviklede sig til, at alle skulle have noget fra alle, og fordi samfundet blev en kæmpe omfordelingsmekanisme. I denne forbindelse blev det nødvendigt at sikre, at alle betalte og at ingen fik for meget. Samtidig blev vores lovgivning mere og mere detaljeret og mere og mere belastet af skøn – ingen absolutte kriterier, men upræcise begreber som ”rimelig”, ”passende”, ”markedspris”, ”forretningsmæssigt sigte” og utallige andre blev en del af lovgivningens ordlyd og forståelse – og så bliver det ligesom at sælge elastik i metermål. Det kræver en stærk karakter.

Lokkemad

Hvis man derudover, til at sikre effektiviteten, lægger et resultatorienteret belønnings- og forfremmelsessystem indenfor forvaltningen – så kan man sagtens have svaret på, hvorfor normskredet er sket – og hvorfor det skulle ske, når vi nu har indrettet samfundet på den måde.

Og løsningen – mon ikke den gemmer sig i den gamle professors krav om Borgervenlighed.