Detailregulering
Professor Peter Pagh har, med en tankevækkende artikel i Week-end avisen fra den 12. oktober 2012, rejst flere væsentlige problemstillinger. Herunder spørgsmålet om, hvorfor samfundet finder det nødvendigt at detailregulere i det omfang, det gør, og om der opnås noget som helst vigtigt med det. Eller om det måske snarere er kontraproduktivt.
Spørgsmålet leder tanken hen på et andet område, nemlig byggetilladelser, hvor der også reguleres på livet løs og hvor udbyttet ligeledes i et vist omfang er diskuterbart. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at der er en omkostning ved denne regulering, som skal betales. Samtidig er det aldeles usikkert, hvad det er, man som borger reelt skal betale for.
Stor variation i omkostningens størrelse
Der er af John Strand Consult gennemført en analyse af omkostninger ved at opsætte mobilantenner. Et af de forhold, der kom frem, i den forbindelse var de gebyrer, som de forskellige kommuner afkræver for at behandle byggesager. Der viste sig at være en utrolig variation i omkostningens størrelse for en ydelse, hvor man har svært ved at se den store forskel på om det foregår i Jammerbugt, Lejre, Køge eller Århus – for nu at nævne nogle tilfældige steder.
Trangen til regulering
Det skal indrømmes, at der kan være konkrete forskelle i de enkelte kommuner, idet de med støtte i planlovgivningen kan gå ned og detailregulere farven på hoveddøre og udseendet på navneskilte på muren ved indgang til eksempelvis opgangen i erhvervsbyggeri. Det er vel også klart, at jo mere detaljeret man regulerer og jo flere betingelser, der skal opfyldes, for at give borgerne tilladelse til at sætte et navneskilt op, udskifte et råddent vindue, rejse et væltet plankeværk osv. jo tungere kan sagsbehandlingen og administrationen blive, og jo dyrere bliver det at opretholde dette efterhånden komplekse administrative system.
Så vi befinder os med andre ord i et område, hvor lokale politikere, gennem deres reguleringstrang, skaber et behov for bureaukrati og administration. Og jo mere de vil regulere og kontrollere – jo dyrere bliver administrationen, og jo mere besværligt bliver det for borgerne.
Brugerbetaling
Men problemet stopper ikke bare der. For kommunerne kan som led i deres virksomhed afkræve borgerne gebyrer, når de skal have behandlet deres ønsker om at udskifte det rådne vindue eller rejse det væltede plankeværk osv. (borgerne kan ikke bare gøre dette – se professor Peter Paghs redegørelse). Reelt har kommunen to muligheder for at få sine omkostninger dækket. De kan udskrive generel skat (men det er politikerne ikke så interesserede i) eller de kan udskrive omkostningsbaserede gebyrer. Det sidste er så det, man gør – det hedder brugerbetaling.
Forskelle på godt 2.000 %
Men reelt er der tale om, at politikerne, gennem deres beslutninger om at regulere dette og hint, øger kommunernes administration og dermed skaber omkostninger, som de så læsser over på de borgere, der er omfattet af den pågældende regulering.
De faktiske udgifter for sagsbehandlingen i kommunen skal betales. Det kunne lyde fornuftig – men der findes ingen kontrol eller ankeinstans, ligesom selve beregningsmodellerne er så vidt forskellige, at forskellen på brugerbetalingen kan ligge på op til godt 2.000 % fra kommune til kommune - og det er problematisk!
Administrativt bureaukrati
Hvis man ser på byggesagsgebyrer i kommunerne, så opdager man, at der er en utrolig forskel. Det der reelt alene skal dække omkostningen ved byggesagsbehandlingen, for eksempel rejsning af en mobilmast, kan i en kommune koste 1.000 kr. og i en anden kommune 21.000 kr. Byggeansøgning om erhvervsbyggeri kan i en kommune koste 27 kr./kvadratmeter og i en anden 72 kr./kvadratmeter. Hvis man bygger 20.000 kvadratmeter, giver det en forskel i gebyr på 900.000 kr. Hvad kan dog begrunde en sådan forskel – når det står fast, at kommunen ikke må kræve andet end sine omkostninger dækket?
Svaret er klart: Der er tre forhold, der kan give en sådan forskel:
- Graden af kompleksitet og deltailregulering, som en kommune har fundet nødvendig at indføre i sine regler.
- Effektiviteten, hvormed kommunen er i stand til at administrere de regler den har sat.
- Den form for krydssubsidiering man har indbygget i sin prissætning – nemlig der hvor man prissætter visse ydelser under deres reelle omkostning for så til gengæld at tage godt ved på andre. F.eks. at sager om skiltning er forholdsvis højt prissat ligesom nybyggeri, hvorimod andre forhold – for eksempel renovering og forbedring - er sat under den reelle omkostning. Det er muligt at prissætte alle ydelser alene efter medbrugt faktisk tid, men det har ingen kommune mig bekendt valgt at gøre.
Kommunerne har endog MEGET forskellig mening om deres omkostningsniveau
I praksis er det helt uigennemskueligt, hvordan prissætningen sker, ligesom det er uigennemskueligt hvilken omkostningsallokering, der ligger bag, og hvor retvisende denne er. Set udefra kan man alene konstatere, at kommuner kan kræve alle omkostninger, de har som følge af deres egen detailregulering dækket, tillige med alle omkostninger der medgår til at administrere denne regulering – uanset om reguleringen tilfører nogen som helst nytteværdi og uanset om administrationen af den er effektiv eller ineffektiv. Og det giver så det billede, at disse gebyrer varierer utroligt meget på landsplan.
Ingen kontrol med beregning af gebyrerne
Det betyder også, at der reelt ikke er nogen som helst kontrol med beregningen af omkostningsallokeringen, når gebyrerne skal sættes – hvilket jo egentlig er sjovt, når man tænker på at kommunen reelt er et monopol i mange sammenhænge, og politikere i øvrigt har utroligt travl med at regulere, kontrollere og sanktionere prissætning udenfor den offentlige sektor. Taler vi privat erhvervs-regi, mangler der ikke nogen politiske synspunkter om, hvad den korrekte pris er, og hvordan priserne skal sættes ned, således at man ikke holder liv i ineffektive og fordyrende metoder og produkter. Hvis den bevidsthed på et tidspunkt skulle brede sig til også at omfatte kommunal adfærd, så ville det uden tvivl tilføre samfundet en betydelig dynamik og en kolossal mængde ressourcer.
Siger gebyrerne noget om en kommunes effektivitet
En kollega udtalte i forbindelse med diskussionen om good governance og professionelle bestyrelser, at det danske samfunds problem var, at den offentlige sektor udgjorde så stor en del af den økonomiske aktivitet og at den, på grund af de demokratiske valgregler, aldrig ville få professionel ledelse. Det er naturligvis at sætte sagen på spidsen. Der forekommer trods alt en del kommuner, der gennem deres virke afkræfter denne antagelse. Men generelt er der ingen kvalificeret kontrol med om forvaltningen af reglerne udføres effektivt. Og der er slet ingen reel kontrol med om reguleringen tilfører noget fornuftigt – for det er et politisk spørgsmål og dermed uden for enhver kontrol. Men når man har at gøre med byggesager i forskellige kommuner er det vanskeligt ikke at tænke på om prisforskellen og dermed for mig at se ineffektiviteten og omstændeligheden alene gælder den pågældende kommunes byggesagsbehandling, eller om det er af mere generel karakter…
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg