YTRINGSFRIHED – IKKE HOS DBU

Ingen Twit her

Det har vakt stor opsigt, at DBU har besluttet, at landsholdets spillere ikke må twitte under afholdelsen af Europamesterskaberne i fodbold. Det er måske endnu mere opsigtsvækkende, at det angiveligt er på landstrænerens foranledning, og at DBU mener, at et sådan forbud er indenfor hans kompetence som landstræner. Det er muligvis korrekt i forhold til DBU – således at forstå, at landstræneren ikke behøver at spørge DBU om lov – men er det korrekt i forhold til spillerne?

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Ytringsfrihed anses ellers for at være en af de såkaldt ”umistelige” rettigheder. Herved forstås, at det er en ret man ikke kan tage fra det enkelte menneske – men som dog kan være begrænset på grund af andre, meget vægtige hensyn. Sådanne hensyn kan være andre menneskers integritet, eller det kan være hensynet til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, forebyggelse af uorden eller forbrydelse, beskyttelse af sundhed eller sædelighed, hindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed. For nu at opremse de undtagelser, der er beskrevet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Tunge og vægtige hensyn.

Den demokratiske baggrund

Baggrunden for at give det enkelte menneske ytringsfrihed er historisk set, at man ville sikre denne frihed til statens borgere, således at regering eller statsoverhoved ikke kunne sætte begrænsninger og censur. Friheden til at ytre sig i skrift og tale er jo en afgørende forudsætning for, at et demokrati kan eksistere. Udgangspunktet er således, at ytringsfriheden begrænser statsmagtens muligheder for at begrænse borgernes ret til at skrive og tale frit.

Der er således begrænsninger for statsmagtens mulighed for indblanding i ytringsfriheden. Men gælder der også sådanne begrænsninger, når det drejer sig om for eksempel en arbejdsgiver eller en medlemsorganisation?

Presses den svage part

Udgangspunktet er her at en persons tilknytning til en arbejdsgiver eller en organisation knytter sig op på en eller anden form for aftale. Det kan så være at den ene part – arbejdsgiveren eller organisationen - i den konkrete forhandling om aftaleindgåelse har en betydeligt stærkere position en den anden part, men det forhold betyder jo ikke, at så har den stærkere part mere ret til at begrænse. Ja endog til at undsige sig gældende lov. Det betyder tværtimod, at man normalt som jurist ville stille spørgsmålet, om der er tale om en reel vilje til at forpligte sig, eller om der er tale om en eller anden form for pres mod den svage part – og om dette pres overskrider, hvad der er tilladeligt?

Men ét er at indgå en aftale – i et ulige forhold – et andet er om domstolene også vil håndhæve den aftale med dens begrænsninger af ytringsfriheden, eller om de vil tilsidesætte den del af aftalen, som de måtte vurdere går klart ud over det rimelige.

Er der så vægtige specialhensyn

Det er her min opfattelse, at ligesom man ikke kan håndhæve aftaler, der strider mod lov og ærbarhed, som der står i aftaleloven, så kan man heller ikke håndhæve aftaler, der strider mod menneskerettighedskonventionens principper. Og så er vi tilbage til spørgsmålet om, hvad det er for hensyn som er så vægtige, at DBU og Landstræneren kan mene, at det kan begrunde forbud mod at spillerne ytrer sig som privatperson på twitter, medens de er til EM.

Lad os slå fast, at vi taler ikke om, at de skal have ret til på twitter at krænke andre menneskers integritet. Så det, forbuddet mod at twitte reelt vedrører, er den helt almindelige kommunikation, man som enkeltperson ønsker at have.

Beskyttelse eller økonomiske interesser

Hvilke argumenter, begrunder så dette indgreb i de enkelte spilleres ytringsfrihed? Er det ønsket om at fokusere på kampen og ikke på pjat? Er spillerne sådanne børn så man ikke kan give dem ansvar som voksne? Eller er det i den bagvedliggende organisations interesse i at kunne styre al kommunikation om ”produktet” – EM-turneringen – og dets betydelige økonomiske forhold, der begrunder, at man vil have kontrol med hvad der kommunikeres ud? Og er det overhovedet hensyn som er så vægtige, at det berettiger begrænsning af ytringsfriheden?

Ansættelsesretten

Jeg mener ikke, at man ved domstolene kan håndhæve et sådant forbud. Jeg anser menneskerettigheder for at være sådanne rettigheder, at man ikke i en kontrakt kan forpligte sig til på forhånd at give afkald på dem. Derfor må enhver aftale herom tilsidesættes. Når dette princip gælder for langt mindre basale rettigheder i ansættelsesretten, så gælder det også for menneskerettigheder.

Denne verdens sidste livegne

Spørgsmålet er bare om de interne retshåndhævelsesorganer som man har forkærlighed for i sportens organisationer, har samme syn på disse rettigheder? Eller anser man stadig sportsfolk som denne verdens sidste livegne – mennesker hvis rettigheder helt og alene bestemmes af de beslutninger sportsorganisationen træffer? Det kunne være spændende at få testet. Men måske overlever systemet og dets opfattelse af retten til at sætte begrænsninger for privatlivet netop, fordi æren ved at deltage føles større end ydmygelsen ved at blive krænket på sine rettigheder.