KOLLEKTIV AFSTRAFFELSE ER PRISEN FOR POLITISK SELVREALISERING

Fartbølle

En motorcyklist af yngre årgang kørte med 120 km i timen hen over Langebro i København, hvor der er 60 km's begrænsning. Det er selvfølgelig vanvidskørsel, og motorcyklisten blev fradømt kørekortet for en periode. Ingen har ondt af ham – det er fuldt fortjent, og vi kan bare glæde os over, at hans utilgivelige hensynsløshed og dumhed ikke har voldt skade på andre – uden at der er noget at takke ham for i den anledning.

En god politisk sag

Men episoden kan give – som den slags har tendens til at gøre - anledning til at rejse politisk krav om, at der bliver grebet ind overfor disse fartsyndere. Dels kan man jo overveje, om der skal straffes hårdere i den slags tilfælde, hvor der er handlet meningsløst og hensynsløst. Man kan overveje om det er godt nok, at han kun er fradømt kortet for en periode, og i givet fald om den periode er tilstrækkelig lang.

Politisk stopper det imidlertid ikke her – det er også en del af vort system. Vi må diskutere, hvad der kan gøres for at modvirke den slags handlinger – hvilke forebyggende skridt samfundet kan tage, således at den slags ikke sker? Nu er der for alvor plads til alle former for politisk selvsving i debatten.

Straf i blinde fører til blindhed for loven

Konkret førte ovennævnte vanvidskørsel til, at man politisk besluttede at hastigheden på Langebro blev sat ned til 50 km i timen – det skulle jo nok kunne lære sådan en hensynsløs motorcyklist at holde sig på måtten!

I virkelighedens verden betyder det imidlertid blot, at al motoriseret trafik i de 6 vognbaner kører over det tilladte, medmindre trafiktætheden gør det umuligt. Så det eneste, der er sket, er at en rimelig hastighedsregulering er afløst af en tåbelig, som gør alle berørte trafikanter til fartsyndere og aldrig i livet vil indvirke på hensynsløse handlinger fra idioters side. Det kaldes politisk handlekraft.

Knivloven

At dette ikke er et enestående eksempel kan også illustreres med tilblivelsen af den forkætrede knivlov. I sin oprindelige form var dens formål at fjerne knive fra nattelivet. Det gjorde man så ved at enhver besiddelse af kniv uden for de meget snævre undtagelser gav 7 dages fængsel. Politikerne viste handlekraft uden at lade sig distrahere af den uvedkommende detalje, at politiet inden knivloven havde den opfattelse, at den daværende lovgivning allerede gav dem de nødvendige muligheder. Det var nemlig i forvejen uomtvisteligt forbudt at rende rundt og slå eller stikke hinanden ned med knive, knuste flasker, koben, eller hvad man nu måtte finde egnet og ved hånden...

Konsekvensen blev kollektiv afstraffelse

Lovens konsekvenser var imidlertid, at man fik kriminaliseret en række situationer, som intet fornuftigt menneske kunne se nogen rimelighed i at kriminalisere. Der blev givet ubetinget dom til eksempelvis en kok, for at have en urtekniv i sin taske. Endvidere dømtes ubetinget fængselstraf til en tankpasser, for at have en hobbykniv i sin bil, en lystfisker, for at have et multitool med 2 mm for lang kniv osv. Det var åbenlyst, at der ikke var tale om forseelser, der kunne berettige til den drakoniske straf, som politikerne havde foreskrevet, og man kunne ud fra et fornuftsbetonet synspunkt nemt argumentere for, at straf overhovedet ikke var fortjent.

Der lempes – lidt…

Under indtryk af folkestemningen, som på dette punkt ikke hyldede handlekraften hos politikerne, så lempede man loven, således at der ikke var mindst 7 dages fængsel for at have en kniv på sig eller i sin bil, taske, fiskekasse osv. uden for de snævre undtagelser. Det er såmænd fornuftigt nok – hvis man finder det tilstrækkeligt at rationere fornuft i små doser. Men problemet er jo reelt, at man fortsat har kriminaliseret at bære kniv og har skabt et morads af undtagelser og fortolkninger. Men man har ikke fået noget der ligner styr på knive i nattelivet, hvilket den seneste tids begivenheder med tydelighed viser.

Kan alle se mig – politiker med vilje til handling 

Nu er der så igen politikere, der konstaterer at der stadig forekommer knivstikkeri i nattelivet. Det må ud fra en politikers synsvinkel betyde, at der er al for megen frihed omkring knive. Det må være på tide at vise handlekraft og stramme loven og genindføre mindstestraffen. Det bedste man kan sige om disse politikere er, at de er konsekvente i deres manglende evne til at håndtere virkeligheden. Den konsekvens fører så til, at vi atter en gang skal opleve, at politisk impotens i forhold til det reelle problem omsættes i regler, der generer alle de borgere, der godt kan finde ud at håndtere en kniv og et køretøj på Langebro ansvarsfuldt.

Hvad med blot at håndhæve

Al den lovgivning i forhold til foreteelser, som der i forvejen er lovgivet omkring, giver et ganske særligt problem – nemlig at man generelt ikke mere opfatter loven som en rettesnor for god adfærd. Love er ved at udvikle sig til en tåbelighed skabt af politisk trang til opmærksomhed, hvor man selv må finde den fornuftige balance. Dette sker vel vidende, at man ikke kan være sikker på at slippe for en straf, hvis man overtræder loven. Men omvendt har almindelige mennesker også for længst opgivet at følge med i hvad der betragtes som lovovertrædelser. For sund fornuft og god vilje, slår på ingen måde til i vurderingen af om man er på rette side af loven.

Man kunne som borger ønske sig, at der var mere fokus på at håndhæve reglerne i samfundet end på at skabe nye regler, der ikke løser de egentlige problemer. Men håndhævelse kræver både viden, organisation og ressourcer – og det er mangelvarer i det politiske liv. Men handlekraft – det er der masser af!