De gamle monopoler
Den sidste halvdel af det tyvende århundrede var præget af en politisk monopolisering af kommunikation, hvad enten det var radio, TV eller telefoni. Danmarks Radio og TV var et monopol helt hen i den sidste fjerdedel af århundredet. Antenneforeninger og adgang til andre landes TV var således noget, som kun telemonopolet eller foreninger indenfor en kommunegrænse måtte beskæftige sig med. Det var først i 1990’erne, at man åbnede for liberalisering af telemarkedet ved at ophæve monopolet til TeleDanmark og give adgang til, at andre kunne tilbyde tjenester til danskerne. Samtidig var det startskuddet til den nye politiske tanke om videns- eller informationssamfundet, der skulle afløse det gamle industrisamfund. Man glemte i den forbindelse bekvemt, at man allerede i 1970’erne havde talt om, at det var servicesamfundet der skulle afløse industrisamfundet, men da det ikke rigtig tog fart måtte man jo finde på noget andet.
Informationssamfundets afhængighed af internet og bredbånd
Nu har man så gennem flere år hyldet forestillingen om informationssamfundet som fremtidens værdiskaber. Denne udvikling skal bæres af de moderne, teknologiske kommunikationsmidler som internet og bredbånd. Dette gælder både kommunalt, regionalt, nationalt samt på EU-plan.
Man har derfor fremhævet betydningen af, at telekommunikation blev liberaliseret, dvs. at de nationale, statsdominerede teleselskaber fik konkurrence fra andre udbydere. Man har politisk stillet krav om dækningsgrad (både tale og bredbånd) og støttet op om konkurrencen på området gennem forskellige lovgivningstiltag. Man har endvidere hyldet udrulning af fiber, der af elselskaberne blev lanceret som var det den direkte vej til velstand.
Forsyningsmuligheder: Kobber – Coax – fiber – UMTS - LTE
Det er helt uomtvisteligt, at fiberudrulning er en meget dyr løsning. Fiberudrulning har således ikke nogen selvstændig økonomisk bæredygtighed, når undtages meget tæt befolkede områder. Her er den konkurrencemæssige effekt af fiberen til stede, men der er samtidig allerede både kabel-tv anlæg og TDC’s kobber til telefoni. På den måde er fiber kun en konkurrencemæssig realistisk muligheder på lokaliteter, hvor der allerede findes ovennævnte to alternativer for at få fast bredbånd i tilstrækkelig hastighed til de flestes private forbrug. Og det vil naturligvis forringe muligheden for hurtigt at skabe en bæredygtig forretning på fiber.
Oven i dette kommer så mobilselskabernes tilbud om bredbånd, som med 4G, den nye LTE teknologi, kan levere bredbånd i hastigheder som langt overstiger mange af de fastnet tilbud der ellers gives.
Den fornødne konkurrence burde være til stede
I kraft af ovennævnte produktmuligheder synes der umiddelbart at være tilstrækkelig konkurrence – og således er de fornødne muligheder tilstede for slutbrugerne – hvis de altså er så heldige at bo i de nævnte tætte bebyggelser. Hvis de derimod har valgt en tilværelse i det man nu kalder ”udkanten” så er mulighederne mere begrænsede – endda visse steder ikke-eksisterende. Dette sidste vil den mobile teknologi dog kunne løse indenfor et par år.
Men så er der lige reguleringen
Så det ser lyst ud – skulle man tro – men nej. Der er mug på fløjlsgrøden. Det skyldes et manglende opgør med den politiske neanderthal tænkning fra sidste århundrede.
Der er forbløffende mange steder, hvor husstande er tvunget til at acceptere en bestemt leverandør af TV. Dette enten i form af en lokal antenneforening eller det er bestemt af udlejeren i udlejningsejendomme eller det er fastsat af ihærdige kommunalpolitikere, for hvem en hvilken som helst adgang til at detailregulere befolkningen ikke kan gå upåagtet hen.
TV er en af de helt afgørende faktorer, med hensyn til at udbrede bredbånd på fastnet til hjemmet. Så hvis man ser bort fra:
- TDC’s kobbermonopol – og deres stærke markedsposition på kabel-tv med You See
- Det forhold at ingen andre end TDC kan få en levedygtig forretning ud af at levere TV på kobberet landsdækkende
- Det forhold at der, i kraft af lokalpolitiske beslutninger, kan være lavet lokale monopoler til antenneforeninger og kommunale net
- Det forhold at private udlejere, andelsboligforeninger og sociale boligselskaber alle kan bestemme, at man skal bruge en bestemt udbyder eller i det mindste betale til denne
- Det forhold at fiberen, ud fra en økonomisk betragtning, kun kan rulles ud der, hvor alle disse begrænsninger gælder
- Ja, så har man da mulighed for i et formørket øjeblik at hævde, at der er en god konkurrence og at slutbrugeren har frit valg mellem mulighederne.
Det frie valg og konkurrencen - en illusion for rigtig mange...
Sandheden er imidlertid som ovenfor nævnt, at mange års opbygning af landsdækkende og lokale monopoler indenfor tele og kabel-tv , lokale foreninger og kommunale net aldrig rigtig er blevet afløst af en frigørelse.
Resultatet er at denne fastholdelse af de gamle strukturer – denne neanderthal tænkning – rent faktisk umuliggør en virkelig konkurrence på markedet for faste bredbåndsforbindelser. Og det er således den oprindelige, politisk tænkning – og manglen på radikal nytænkning, der er årsagen.
Fremtiden bliver mobil – fordi man politisk har låst sig fast i sidste århundredes monopol beslutninger. Men det kunne godt have været anderledes og mere effektivt – hvis man havde politisk vilje.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg