DU SKAL KENDE OG FORSTÅ KOMPLICEREDE LOVE - MEN DET ENKLE OG INDLYSENDE SKAL DU HAVE HJÆLP TIL !

Pligt til at kende loven

Der kan gives mange gode forklaringer på, at det er sådan – men det bærende er selvfølgelig, at man ikke ansvarsfrit kan overtræde loven og slippe for straf, bare fordi man ikke kendte loven eller fordi man ikke tænkte sig om.

Sådan er alle de love som politikerne vedtager, når lovene indeholder en strafbestemmelse. Det lægger et ikke uvæsentligt krav på skuldrene af landets indbyggere– man skal sørge for at kende reglerne og tænke sig ordentligt om i alt, hvad man foretager sig eller ikke foretager sig – for også det at undlade at gøre noget kan være strafbart. Dette er ikke noget nyt. Sådan har det altid været.

Det nye er, at i nogle forhold synes lovgiverne at hylde helt andre opfattelser. Man oplever i stigende omfang forslag om beskyttelseslovgivning af den ene eller anden slags – beskyt borgerne mod usund mad, beskyt borgerne mod handlende, beskyt borgerne mod at indgå aftaler der gælder længere end 6 måneder (men beskyt dem ikke mod 30-årige afdragsfrie lån) og gerne forenet med forskellige forslag til forbud mod både det ene og det andet.

Når man fra lovgivers side er villig til at stille forslag om forbud for og beskyttelse af voksne mennesker i selv de mest banale og enkle forhold – hvordan forestiller man sig så, at de samme voksne skulle være i stand til at overskue landets lovgivning og efterleve den – og her endda med risiko for straf? Hvorfra skulle de pludselig have fået sådanne evner til at tænke og vurdere – når de jo ikke efter politikernes opfattelse - er i stand til at overskue konsekvensen af, at et telefoniabonnement er uopsigeligt i 12 måneder i stedet for 6 måneder.

Når man for eksempel nu i Folketinget skal diskutere om der skal være 20 cigaretter i en pakke – og ikke 10 eller 19, fordi man mener at mindre indhold end tyve kan forlede flere til at ryge eller til at ryge mere - så er det basalt udtryk for, at man fra lovgivers side i denne sag anser befolkningen som savlende sinker, der ikke uden detaljeret hjælp og altnærværende kontrol vil være i stand til at leve et sundt liv i overensstemmelse med det lovgiverne ønsker (og i henhold til tidens herskende fordom om hvad der er sundt). Vi forventes så at afholde os fra at måle det op imod, i hvilket omfang lovgiverne selv lever op til standarden.

Men realiteten er måske blot er den simple, at der ikke findes nogen logik og sammenhæng. Politikerne lovgiver om det de lige her og nu synes og føler for og hvad man i øvrigt ellers kan blive enige om? Altså er det muligt, at der ikke bagved den endeløse mængde af regler og love ligger nogen som helst overordnet viden, indsigt, strategi eller forståelse? Hvis det er tilfældet, så må vi snart til at have en lov der beskytter os, der kan tænke selv, mod den slags lovgivere og lovgivning. Vi har vel også krav på beskyttelse! Og til politikerne: Overvej lige om det får mig til at spise mest matadormix når det sælges i små poser, hvor det er nemt lige at snuppe en ekstra - eller er det mere sandsynligt at jeg overspiser hvis jeg køber en familiepakke - for slet ikke at tale om antallet af chokaladestykker i en æske fyldt...? Jeg er dog tryg i forventningen om, at I snarest kommer til undsætning med endnu en forbudslov.