GRÅ STØJ

Når ord mister mening – og udtalelser bliver falske

Når journalisten ikke kender forskel på ophævet og ophøjet
Det var ikke kun mig, der hævede et øjenbryn, da jeg læste, at Michelle Obama - efter at have konstateret at Mrs. Romney havde samme farve kjole på til en velgørenhedsfest – tog situationen med ophævet ro. Inde i mit hovedet så jeg en rasende furie i selskabskjole – men det var nok ikke det billede, journalisten havde ønsket at befordre med sit ordvalg. Så jeg valgte at forbigå budskabet med ophøjet ro.

Situationen er meget beskrivende for, at uklarhed og manglende præcision bidrager til en forplumring af informationsudvekslingen. Hvad kan vi tro, hvis vi hører, at nogen har ydet en bjørnetjeneste er blevet forfordelt eller befinder sig i orkanens øje? Nogle gang kan man ud af sammenhængen og andre informationer gætte sig til betydningen – men andre gange må man bare melde pas og konstatere, at informationen er nyttesløs og uden værdi.

Grå støj

Så den manglende præcision i brugen af ord medfører en sproglig forurening – en grå støj karakteriseret ved, at der formentlig er tilsigtet en mening og en præcis information, men den gik tabt i ordvalget. Det er vel uundgåeligt, at der, imellem alt hvad der bliver sagt, også bliver udtrykt noget vrøvl – problemet opstår først rigtigt, når det er gennem de etablerede nyhedsmedier, at den grå støj formidles – eller endda ikke blot formidles, men også skabes ved mediets egen indsats.

Uenighed bliver til raseri

Jeg har for eksempel noteret mig, at man ikke længere er uenig i et synspunkt – eller finder at synspunktet er forkert eller dårligt underbygget – næh – man ”raser” imod synspunktet. Den journalistiske anvendelse af dette ord omfatter nu enhver form for tilkendegivelse af uenighed – uanset om den er fremført med påvirket ansigtskulør og skrigende stemmeføring eller med velovervejet og rolig argumentation. Alene tilkendegivelsen af uenigheden er nok til at journalisten skriver ”raser”, uanset enhver normal betydning af ordet. Resultatet er, at mediet gengiver et falsk billede – og indholdet i udsagnet nu bliver farvet af en adfærd, som kun er journalistens produkt og ikke kommer fra den, der fremførte udsagnet. Udsagnet bliver falskt.

Præcision og klarhed går tabt

Det er et stigende problem med den stadig voksende informationsmængde, den stadig kortere produktionstid og den stadig kortere meningsgengivelse, at præcisionen og klarheden går tabt, og mere og mere bliver grå støj – det kan være rigtigt, det kan være forkert, men det er uklart og om lidt er det glemt. Alt, der står tilbage, er uvisheden om, hvad der egentlig blev sagt eller ment. Og formentlig for en del af befolkningen en vigende forståelse for den sproglige betydning af de forkert anvendte ord.

Det betyder noget hvad ord betyder…

Det kunne så være til at leve med, hvis det var det eneste problem. Men det er det ikke. Uklarheden og den manglende præcision har en direkte betydning for retssamfundet. Hvordan skal man opretholde aftaler, hvis ingen af parterne har en klar fornemmelse af, hvad aftalen indeholder? Hvordan skal de forholde sig til en afgørelse herom, hvis de på intet tidspunkt har haft en klar forståelse af ordene? Hvordan skal man vurdere politiske beslutninger og deres præmisser, hvis man ikke har noget klart billede af, hvad de er, og hvorpå de bygger, og et sådant billede ikke formidles af medierne, men er omsvøbt af grå støj?

Vinkling og virkelighed

Og så er der slet ikke endnu taget højde for den journalistiske disciplin med at ”vinkle” en historie, så den passer med den journalistisk kreerede dagsorden – uanset denne dagsordens forbindelse til virkeligheden. I dette krydsfelt mellem virkeligheden og journalistisk tese-mageri, skabes der også uendelige mængder af grå støj, som er med til at give et lydbillede, som ikke behøver at være andet end en spekulativ konstruktion. Denne behøver ikke i sig selv bidrage til afklaring eller oplysning – men kan måske fungere som support for en eller anden bagvedliggende, ikke direkte udtrykt, opfattelse.

Journalisters ansvar for grå støj

Meget af mistilliden til journalister kan formentlig tilskrives den grå støj og hvad den skjuler af motiver, som ikke kan erkendes direkte af modtageren.

Værst af alt er dog, at hvis sproget mister sin præcision og klarhed – så mister loven det også. Og så er det et spørgsmål om, hvem der læser loven og hvordan, når dens mening skal udlægges. Herved mister loven sin betydning som almen rettesnor for adfærd. Konsekvensen vil være, at en meget væsentlig grundpille i vort demokrati skrider, idet forudsigeligheden af lovgivningens mening er bærende for reguleringen af adfærd og for at sanktioner mod lovbrud kan opfattes rimelige og retfærdige og ikke et udslag af tilfældigheder.

Retssamfundet er rent faktisk truet

Derfor anser jeg den sproglige skridning og den grå støj for at være et problem, som alle burde tage meget alvorligt – her er der virkelig grund til at agere med ophævet ro.