Dansk   English       Bookmark and Share    
 
BLOGGENS er ikke længere aktiv.
Dens FORMÅL var AT KOMMENTERE AKTUELLE RETSSPØRGSMÅL INDENFOR NÆVNTE KATEGORIER
 
Fælles for indlægene vil være, at der fokuseres på INDIVIDETS RETTIGHEDER og at de skrives af cand.jur. Jens Ottosen-Støtt.

Kommentarer vil ikke blive besvaret

(Du er velkommen til at kommentere indlæg eller stille spørgsmål, der er relevante i forhold til bloggens kategorier. Vær opmærksom på, at disse og deres evt. besvarelse kan læses af andre. Ønsker du at få belyst retslige spørgsmål, kan dette også ske ved direkte henvendelse til Støtt & Ret. Benyt venligst formularen under menupunktet SEND MAIL.)

 

TELESELSKABERNE VED HVOR DU BOR – OG FÆRDES – OG HVEM DU TALER MED OM NATTEN

Skrevet af Jens Ottosen-Støtt
18-04-2012 12:00

Sebastian Gjerdings færden

En journalist ved Dagbladet Information, Sebastian Gjerding, har gravet i reglerne om logning af brugen af mobiltelefoner. Han har bedt sit teleselskab om at få alle de oplysninger de har gemt om ham og kan konstatere, at det er en betydelig mængde informationer der opsamles og gemmes. Det er faktisk muligt at danne sig et ganske godt billede af, hvor man har været på forskellige tidspunkter udover, at man kan se hvem man har talt med, udvekslet sms’er med osv.


Terrorbekæmpelse

Det er sådan, at teleselskaberne er pålagt at gemme alle disse oplysninger i et år af hensyn til efterforskningen af alvorlig kriminalitet. Dette var oprindeligt tænkt som hjælp til efterforskning af terror aktiviteter. Herefter blev det udvidet pg.af bandekriminalitet, organiseret kriminalitet og så videre. Og når nu oplysningerne findes, kan det jo være fristende at bruge dem. Vi har allerede set en tendens hos politikerne til at lempe kravene til udlevering.


Logning alene som regningsdokumentation

Men ønsket om at bekæmpe terror bærer ikke hele skylden for alle disse gemte logningsdata. En hel del af disse oplysninger findes registreret af en helt anden grund. Nemlig det formål, at beregne en korrekt regning til brugerne. Samtidig er det nødvendigt at kunne dokumentere trafikken, hvis en kunde klager over regningen. Uden at gemme data er det ikke muligt at dokumentere, at en regning er korrekt. Derfor er hver samtale registreret med tidpunkt, længde og samtalepart. Derfor kan man se hvor man var da opkaldet blev indledt og da det blev afsluttet. Disse oplysninger danner således grundlaget for at vurdere om kunden er blevet takseret korrekt. Disse data er endvidere en del af regnskabsmaterialet og i princippet underlagt de almindelige regler om forældelse – hvorefter man skal gemme disse data i tre år for at sikre sig mod indsigelser.


De nødvendige oplysninger var der allerede

Derfor giver det ingen mening, når man fra politiets side oplyser, at brugen af lognings bekendtgørelsen er utrolig vigtig og politiet tilmed understøtter dette, med statistikker til folketingets medlemmer. Det er nemlig et faktum, at også før logningsbekendtgørelsen var disse oplysninger tilgængelige. Logningsbekendtgørelsen har således, i lige præcis denne sammenhæng, ikke nogen selvstændig betydning. Både i bedragerisagen om falske underskrifter for PFA og sagen om rockerskudepisoden i Købehavns Lufthavn, var teleoplysninger en væsentlig del af bevismaterialet med hensyn til, hvor visse personer havde været på visse tidspunkter og hvem de havde kontakt til. Og det var før logningsbekendtgørelsen.


De fleste i EU sagde nej, Danmark sagde ja

Der hvor der bliver et problem er hvis teleselskaberne pålægges at indsamle informationer om kundernes adfærd som IKKE skal bruges af teleselskaberne, men alene skal indsamles med det formål, at det kunne være interessant i en fremtid efterforskning. Her skifter det fra at være en registrering af personrelaterede data, tilknyttet levering og betaling af en teleydelse, til at være registrering af personrelaterede data uden kommercielt formål for teleudbyderen.

De er registreret alene med det formål, at kunne indgå i en hypotetisk kommende efterforskning. Konsekvensen er, at teleselskaberne registrerer personoplysninger for alle brugere, som ikke har noget andet formål end at det muligvis kunne være interessant i et fåtal af tilfælde hvor der indledes en efterforskning af en bestemt person. Det kaldes i min ordbog for overvågning. Og sjovt nok ligger det uden for det, som EU-forestillede sig var acceptabelt. Men det ligger indenfor det, man i Folketinget fandt rimeligt. Man gennemførte det i Danmark uden nogen særlige overvejelser og undersøgelser – modsat en masse andre lande, der havde et noget mere konkret forhold til sikring af individets demokratiske rettigheder.


Stormasket net

Så derfor registrerer vi Danmark brugernes bevægelser på nettet. Vi registrerer hvornår, hvordan og med hvem de kommunikerer. Men dog ikke indholdet af kommunikationen. Dvs. for så vidt angår mails kun disse mails som teleselskaberne selv har i deres mailtjeneste. Hvis man bruger Gmail eller Hotmail eller lignende så er der ikke nogen mailregistrering. Heller ikke hvis man har sin internetforbindelse gennem en lille boligforening, eller man bruger uddannelsesinstitutionens eller arbejdsgiverens forbindelse – eller for den sags skyld Folketingets netadgang, heller ikke den bliver registreret.

Så hullerne i systemet er mangfoldige og registreringen vil således kun have betydning i forbindelse med efterforskning på de, der ikke har sat sig det fjerneste ind i forholdene. De intelligente – og derfor også mest farlige – forbrydere fanger man ikke på denne måde. Men Folketinget mener at det er tilstrækkeligt grundlag til, at hovedparten af befolkningen bliver overvåget i hvad de foretager sig.


Og hvem skal så betale…

Det kunne man så vælge at tage lige så let som de politikere, der er sat til at beskytte individets integritet og så leve med, at Danmark gerne vil have en særstilling med unødig registrering. Desværre for teleudbyderne er der et lille problem og det er datalovgivningen – eller Lov om behandling af Personoplysninger. For her er det fastslået, at enhver er berettiget til at få oplyst hvad f.eks. en erhvervsdrivende har registreret om vedkommende. Og det kan betyde at enhver bruger på et hvilket som helst tidspunkt kan kræve at få en udskrift af, hvad teleselskabet har registreret om vedkommende. Og omkostningen ved at opsamle en sådan registrering – i særdeleshed med hensyn til aktivitet på internettet – er ganske betydelig og skal bæres alene af teleselskabet.

Så realiteten er, at hvis alle brugte deres ret til at få oplyst hvad der var registreret om dem, så ville der opstå et gevaldigt underskud for teleselskaberne. Den gennemsnitlige omkostning i kroner til at oplyse om registreringer vil langt overstige den gennemsnitlige indtægt ved en kunde. Men lykkeligvis er det kun få der benytter sig at denne mulighed og derfor er situationen her som så mange andre steder, at reglerne betyder at de mange betaler for de få. Mens de få aldrig selv betaler for det de reelt koster.


Urimelig byrde for teleselskaberne

Det er klart at formålet med reglen om at få at vide hvad der er registreret om en er rigtig godt. Men hvorfor skal det være virksomhedernes – her teleselskabernes byrde at bære. For det første pålægges man krav om at gemme logninger af kolossale mængder, hvilket er et lagringsproblem. Dernæst skal man kunne formidle disse til politiet ved behov. Og endelig skal disse udleveres til enhver kunde der måtte ønske dette. Det er en voldsom omkostning at smække i hovedet på teleudbyderne – ikke mindst de ovenfor nævnte manglende undersøgelser for Danmarks vedkommende taget i betragtning.

Det er et problem, når man som virksomhed pålægges at registrere noget der er bekosteligt, og som man ikke har brug for. Det forekommer at være en mærkelig pligt at pålægge virksomhederne. Det er samfundet der har interessen i registreringen – ikke teleindustrien. Og samfundet vidste godt, at det var dyrt at registrere og dyrt at informere de registrerede – så den regning overlod man til teleselskaberne og telebrugerne.


Virkningsløst?

Det spændende er så, om det er udgiften værd – og det er der måske ingen der ved. Der er formentlig heller ikke nogen der måtte vide det, som ønsker at udtale sig om det. For det ville jo være det samme som at erkende, at der er en sandsynlighed for at have lovgivet forkert – og det kan man ikke forlange af ansvarlige politikere at de skal indrømme, med mindre de har mulighed for at skyde skylden på andre.


Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

MERE OM RETSOMRÅDER FOR STØTT & RET:
 
Jens Ottosen-Støtt | Sløjfen 4, 2.tv., 2000 Frederiksberg - Danmark | Tlf.: +45 60 444 300 | jos@stoett-ret.dk