Med artiklen ønsker forfatteren at henlede opmærksomheden på, at begrebet nærstående som det er formuleret i Konkursloven, indebærer, at en person/virksomhed kan være nærstående til en anden person/virksomhed uden at dette nødvendigvis er gensidigt.
U.1979B.234
Om forståelsen af begrebet »nærstående« i Konkurslovens § 2
Af cand. jur. Jens Ottosen-Støtt
I. Indførelsen af begrebet »nærstående«.
Med den nye konkurslov - lov nr. 298 af 8. juni 1977 - indførtes begre-
bet nærstående i dansk konkursret[l ]med den følgende formulering af
lovens § 2:
»Ved nærstående forstås i denne lov,
l) ægtefæller, slægtninge i op og nedstigende linie, søskende, de
nævnte personers ægtefæller og andre personer, der har stået hinanden
særlig nær,
2) et selskab og en person, såfremt personen eller dennes nærstående
direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af selskabets kapital,
3) to selskaber, såfremt det ene eller dettes nærstående direkte eller
indirekte ejer en væsentlig del af det andet selskabs kapital, eller såfremt
en væsentlig del af begge selskabers kapital direkte eller indirekte ejes
af samme person eller selskab eller af indbyrdes nærstående personer
eller selskaber,
4) andre personer, selskaber eller organisationer, som har tilsvarende
interessefællesskab som under nr. 2 eller 3 angivet.«
Bestemmelsen er blevet til på baggrund af udkastet i Betænkning nr.
606/1971 om konkurs og tvangsakkord (Bet. II), der havde sålydende
formulering af § 2:
»Som skyldnerens nærstående anses i denne lov hans ægtefælle,
slætninge i op- og nedstigende linje, søskende og andre, som har stået
ham personlig nær. Stk. 2. Som nærstående anses endvidere en virk-
somhed og på den anden side den eller de, som direkte eller indirekte
ejer en væsentlig del af denne eller oppebærer en betydelig del af dens
indtægter eller har den øverste daglige ledelse af virksomheden, samt
nærstående til dem, der har en sådan forbindelse med virksomheden.«
Lovens regel er således blevet mere omfangsrig og detaljeret end
udkastets, men lovgiveren har dog ment, at reglerne - bortset fra nogle
mindre ændringer - var identiske.[2]
Nyskabelsen begrundes med,[3]at den sædvanlige
235
formodning for, at en skyldner søger at varetage sine egne (og dermed
sine kreditorers) interesser på fornuftig vis, ikke holder stik, hvor der
er tale om dispositioner i forhold til visse personer eller selskaber, der
står fallenten særlig nær. Tværtimod er der her en formodning for en
begunstigelseshensigt.
Også det synspunkt, at det er urimeligt om en leder, der har drevet
et firma i fallitten, skulle kunne nyde samme stilling ved konkursbe-
handlingen som andre kreditorer, kan begrunde ønsket om særlige
regler for denne situation.
Konsekvensen af disse og lignende betragtninger er, at der i konkurs-
lovens § 2 er udskilt visse særligt »rnistænkelige« personer og selskaber
som nærstående. Det har den virkning, at disse i konkurs eller konkurs-
lignende situationer stilles svagere end andre i form afudvidet adgang
til omstødelse (§§ 64, 66, 67, 69, 70, 71), mulighed for tilsidesættelse
af lønprivilegium (§ 95, stk. 2), manglende adgang til at stemme ved
tvangsakkord (§ 174, stk. 3) samt forbud mod at beklæde særlige til-
lidshverv (§ 197, stk. l). Endelig skal nærstående uanset god tro afle-
vere den ved en omstødelig disposition opnåede berigelse (§ 79, stk.
2 og § 80, stk. 2).
