Nedenfor vises uddrag af artikel fra www.Comon.dk. Læs hele artiklen her
Lyserød retssag fortsætter trods Telias nye lilla sten
Hvem ejer farven magenta?
Af Kasper Villum Jensen, d. 16. maj 2011 kl. 14.16
Selv om Telia netop har ændret logo farve er der stadig en verserende retssag fra 2008 om den farve Telia har benyttet tidligere, anlagt i Danmark af Deutsche Telekom, der mener at have eneret på den lyserøde magenta farve.
Er retssagen årsag til, at Telia nu skifter farve?
"Nej, de to sager har intet med hinanden at gøre," siger Jens Ottosen-Støtt , der er juridisk direktør i Telia.
"Vi har skiftet logo, fordi vi havde rigtig mange forskellige logoer i koncernen. Så da nogle af vores selskaber i Østen fik nyt logo, var det oplagt at anvende det samme i den nordiske region, så nu bruger vi den samme farve og stenen globalt, selv om firmaerne hedder noget forskelligt" siger den juridiske direktør.
TeliaSonera-koncernen har blandt andet selskaber i Nepal, Kasakhsthan og Moldova.
"Det er klart, at sagen ændrer sig lidt. De kan for eksempel ikke længere hævde, at der finder en fortsat krænkelse sted. Så Deutsche Telekom skal nok lige revurdere, hvordan de vil angribe sagen," siger Jens Ottosen-Støtt.
Den nye farve kan give nye retssager. Bl.a. har Philips et produkt på markedet med en lignende farveidentitet.
"Vi har undersøgt det. Der er selvfølgelig mange, der bruger lilla, men vi mener ikke, at der er nogen, der har eneret på farven lilla," siger Jens Ottosen-Støtt.