Dansk   English       Bookmark and Share    
 
Nedenfor vises uddrag af artikel fra www.computerworld.dk. Læs hele artiklen her
 
IFPI anklager: Teleselskaber lukker øjnene for pirater
 
Piraternes fildeling har drevet teleselskabernes lukrative bredbånd frem, mener musikbranchen. Nonsens, svarer teleindustrien: Pladeindustrien er døende, og vi skal ikke redde stumperne.
 
 
Af Torben Daarbak, Publiceret d. 27. maj 2008 kl. 13.02 | (11)

Kulturministeriet starter en dialogrække i forsøg på at bringe teleindustrien og musikindustrien tættere på hinanden i kampen mod piratkopiering og fildeling. Om det lykkes er vanskeligt at sige, for parterne ser vidt forskelligt på problemet. Musikbranchen mener at teleudbyderne har et stort ansvar for at stoppe piraterne, mens teleindustrien ikke mener at der er en opgave i deres regi at være kontrollanter for brugerne.

"Fuldstændig nonsens"

Formanden for Telekommunikationsindustrien, Jens Ottosen-Støtt er alt andet end enig i musikbranchens argumenter og han kan ikke se, at hans branche har større ansvar end DSB og Vejvæsenet for, at infrastrukturen bruges til noget ulovligt.

Det er på ingen måde ulovlig fildeling, der har foranlediget udbygningen af bredbåndsnettet. Den udlægning kalder han en total forvanskning.

"Det er fuldstændig nonsens. Udviklingen af bredbåndet og de høje hastigheder på nettet, er et produkt af pres fra myndigheder og politikere for at få skabt et informationssamfund. Alle er enige om, at vi skal op på større båndbredder for at kunne udveksle den nødvendige information. Ikke mindst erhvervslivet stiller krav om at kunne sende stadig større datamængder," siger Jens Ottosen-Støtt.

Ifølge teleformanden udgør andelen af ulovlige fildelere en mindre procentdel af bredbåndskunderne.

Jens Ottosen-Støtt mener nærmere, at pladeindustrien er døende og kæmper for sit liv.

"Jesper Bay har det, jeg vil kalde Ortofon-problemet. Han sidder med en teknologi, som er ved at blive kørt agterud, og et forretningsgrundlag, som er ved at forsvinde. Han skal redde stumperne, men det er ikke telebranchen, der skal sikre ham," siger Jens Ottosen-Støtt.

Ortofon producerede grammofon-pick-up'er, hvis nogen husker det medie.

"De lavede verdens bedste pick-up'er, men det hjalp dem ikke i længden. Vi oplever det samme med pladeindustrien, som er ved at forsvinde til fordel for mp3-afspillere," siger Jens Ottosen-Støtt.

Hårdknudeagtig situation

Telebranchen går naturligvis ikke ind for ulovligheder, understreger Jens Ottosen-Støtt.

Men han synes ikke at det er telebranchemedlemmernes opgave at overvåge brugerne, siger han.

"Telebranchen er transportører, ikke andet. Hvis vi huser nogen, der begår ulovligheder, skal vi gribe ind. Den diskussion havde vi også i forbindelse med terrorloven. Det er ikke vores opgave, at overvåge kunderne, men bliver vi gjort opmærksom på ulovligheder, kan vi stoppe det. Vi kræver bare, at der ligger en valid retsafgørelse til grund for det," siger han.

Jens Ottosen-Støtt | Sløjfen 4, 2.tv., 2000 Frederiksberg - Danmark | Tlf.: +45 60 444 300 | jos@stoett-ret.dk