Cybercity-chef: Fjern samlerabat for alle TDC-kunder
Bredbåndsselskabet Cybercity vil ikke udsende opsigelser på vegne af TDC i samlerabatstriden. TDC kan bare afskaffe samlerabatten for alle kunder, lyder det. Nej, samlerabatten er lovlig, svarer TDC.
Af Thomas Jensen, Publiceret d. 28. april 2008 kl. 13.31
TDC påstår, at man ikke kan fjerne samtalerabatten lovligt uden at bede konkurrenterne om hjælp - det mener man ikke hos Cybercity er forkert. TDC vil have sine konkurrenter til at udsende opsigelsesbreve til 65.000 kunder på TDC's vegne.
Også hoa Telia er man forbeholden overfor TDC's forslag.
Juridisk direktør i Telia, Jens Ottosen-Støtt, mener dog heller ikke umiddelbart, at TDC's nye forslag lyder som en nem fremgangsmåde.
"Det virker som om, der er et praktisk problem. Hvis en kunde har bredbånd hos os, ved vi jo ikke hvilken udbyder, den kunde har sin fastnetforbindelse hos," siger juridisk direktør i Telia Jens Ottosen-Støtt.
Han understreger, at Telia endnu ikke præcist ved, hvad TDC's forslag går ud på.
"Umiddelbart har vi dog svært ved at se, hvilken proces, TDC mener, vi kan gennemføre lovligt på det grundlag. Men vi vil kigge på det, når vi får mere information fra TDC," siger Jens Ottosen-Støtt.
"Det er et problem, TDC selv har skabt, men hvis der er et hensyn at tage til kunderne, vil vi da godt være med til at sikre, at vores kunder får den nødvendige information." udtaler Jens Ottosen-Støtt.