Ankestyrelsen har i et principielt møde behandlet to sager om, hvorvidt professionelle sportsudøvere i forbindelse med deltagelse i sportsarrangementer er omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven.

I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen, at en speedwaykører, der var kommet til skade i forbindelse med deltagelse i et løb, var omfattet af lovens forsikringsberettigede personkreds med den lokale speedwayklub som forsikringspligtig arbejdsgiver.

Skadelidte var bundet af en kørerkontrakt med klubben, hvor det var fastsat, hvornår han havde pligt til at være til rådighed og deltage i løb for klubben, ligesom der var fastsat økonomiske betingelser for deltagelse i løb, herunder sanktionsmuligheder i tilfælde af misligholdelse af kontrakten. Ankestyrelsen vurderede, at den lokale speedwayklub havde en økonomisk interesse i, at han kørte løbet, og at han i forhold til klubben var forpligtet til at deltage i det konkrete løb, hvor ulykken skete.

Der forelå således et antagelsesforhold mellem den lokale speedwayklub og skadelidte.

I sag nr. 2 tiltrådte Ankestyrelsen, at en professionel cykelrytter, der var kommet til skade i forbindelse med landsholdsdeltagelse ikke var omfattet af lovens forsikringsberettigede personkreds. Der forelå således ikke et antagelsesforhold mellem skadelidte og Dansk Cykel Union, der planlagde arrangementet som specialforbund.

Ankestyrelsen lagde navnlig vægt på, at skadelidte var udtaget og deltog på lige fod med de øvrige deltagere i løbet, og at han ikke deltog i sin egenskab af professionel cykelrytter. Han var ikke kontraktslig forpligtet til at deltage i løbet, men deltog frivilligt.

Det forhold, at Dansk Cykel Union havde afholdt udgifter i forbindelse med deltagelsen og i øvrigt havde medvirket ved tilrettelæggelsen af arrangementet og fastsættelsen af vilkårene i forbindelse med deltagelsen - herunder eksempelvis planlægning af træningstidspunkter, sponsoreringsvilkår og ved at stille træner, holdleder og andre hjælpere til rådighed for de deltagende danske cykelryttere - bevirkede ikke i sig selv, at Dansk Cykel Union kunne betragtes som arbejdsgiver i lovens forstand.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at Dansk Cykel Union ikke havde en egentlig instruktions- eller sanktionsbeføjelse.

Arbejdsskade - forsikringsberettiget personkreds - antagelsesforhold - forsikringspligtig arbejdsgiver - idrætsforening - kontrakt - dispensation fra overskridelse af fristen for anmeldelse - deltagelse i konkurrencer - sport - økonomisk interesse - professionelle sportsudøvere (* 1)

SAGSFREMSTILLING:

Sag nr. 1 - j.nr. 14520-95:

Sagen vedrørte anerkendelse af et anmeldt ulykkestilfælde, som overgik en mand i forbindelse med deltagelse i et speedwayløb. Skadelidte havde været professionel speedway-kører siden 1981.

Arbejdsskadestyrelsen havde afvist at anerkende ulykkestilfældet som arbejdsskade og begrundede sin afgørelse med, at tilfældet ikke var rettidigt anmeldt, og at der ikke var fundet nogen særlig grund til at se bort fra anmeldelsesfristen, jf. lovens § 20.

Arbejdsskadestyrelsen havde ved afvisningen lagt vægt på, at skadelidte under det løb, hvor skaden skete, ikke kunne betragtes som ansat, lønnet medarbejder hverken ved den lokale speedwayklub eller ved Dansk Motor Union. Det fremgik af kontrakten med den lokale speedwayklub, at manden selv bestemte hvilke løb, han deltog i ud over løbene på en bestemt bane, og at der ikke blev udbetalt løn, men rejsegodtgørelse og pointpenge/materiel tilskud pr. match.

Arbejdsskadestyrelsen fandt derfor ikke, at skadelidte ved den pågældende lejlighed kunne anses for at være antaget til arbejde i lovens forstand.

I en supplerende begrundelse har Arbejdsskadestyrelsen meddelt, at med hensyn til de øvrige løb fandt Arbejdsskadestyrelsen ikke, at der i kontrakten kunne indfortolkes en pligt til at deltage i løb i Danmark, når skadelidte ikke skulle køre i udlandet.

Arbejdsskadestyrelsen fandt derfor fortsat, at der var så stort et element af selvstændighed i kontrakten, at manden ikke kunne anses for antaget til arbejde i lovens forstand.

Det var oplyst, at manden ved et løb, der blev afholdt i et dansk speedway-center den 4. august 1993, styrtede og slog hovedet. Tilfældet var anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen den 12. december 1994.

Det fremgik af reglementet for Dansk Motor Union (DMU), at der er tale om en organisation, godkendt af den internationale organisation FIM (Federation Internationale Motorcykliste), der har til formål at fremme og udøve kontrol af motorcykelsporten. DMU er den eneste sammenslutning, der er godkendt til at afholde motorcykelkonkurrencer i Danmark. Alle arrangører og kørere er underlagt DMU's reglement og bestemmelser.

DMU har til formål at danne bindeled mellem de tilsluttede sportsdivisioner og klubber, at varetage medlemmernes interesser, og at arbejde for motorsporten som helhed.

DMU udsteder kørerlicenser til kørerne til deltagelse i et eller flere stævner. DMU kan nægte at udstede eller vælge at inddrage licensen, såfremt han er suspenderet eller er i restance med bøder. Han kan starte et løb uden licens, men skal så betale en bøde. Som medlem af DMU forpligter man sig til at lade sig udtrække til officielle løb DM, EM m.v.

Om forsikringsdækning er det oplyst, at der ved hvert stævne gennem DMU skal tegnes en forsikring. Dette omfatter en ulykkesforsikring for kørerne og en arbejdsskadeforsikring for officials og dommere.

På foranledning af DMU's advokat har Arbejdsskadestyrelsen ved skrivelse af 11. august 1989 taget stilling til DMU's forsikringspligt overfor kørerne.

Arbejdsskadestyrelsen udtalte, at kørere, der har erhvervet amatørlicens må betragtes som medlemmer af en (idræts)forening, der ved deltagelse i løb eller træning virker til fremme af foreningens formål. Der foreligger i denne situation ikke forsikringspligt for foreningen eller DMU.

Ved professionel licens beror forsikringspligten på de nærmere omstændigheder ved stævnedeltagelsen. Der er herved henvist til en sag om professionelle cykelryttere (SM-U-10-79), herunder at forsikringspligt for DMU, landsdelunionen eller lokalklub, må forudsætte en kontraktsaftale, hvorved den professionelle motorkører kan anses for ansat, lønnet medarbejder for kontraktsparten under løbet.

I sagen forelå der en kørerkontrakt mellem skadelidte og den lokale speedwayklub for 1993, hvoraf det fremgik, at manden fik udbetalt et mindre beløb pr. løb, der var delt op i et rejsetilskud (uanset afholdelse af løb) og pointpenge/materieltilskud (ved afholdelse af løb). Han var forpligtet til at stå til rådighed for den lokale speedwayklub ved samtlige superligaløb og at deltage i minimum 10 af disse i 1993. Han skulle udpege, hvilke matcher han ville deltage i og give meddelelse herom senest den 31. marts 1993. Udeblev han fra et løb, betragtedes kontrakten som misligholdt, og han skulle betale en bod. Han fritstilledes fra kontrakten, såfremt han efter 5 kørte superligamatcher havde et pointgennemsnit på 6,0 eller derunder. Han skulle stå til rådighed for klubsponsorer, i det omfang den lokale speedwayklub ønskede det.

Den lokale speedwayklub havde supplerende anført, at der forelå en fast aftale mellem skadelidte og den lokale speedwayklub om, at manden var forpligtet til at deltage i løb for klubben i 1993, med mindre der var kalendersammenfald med den udenlandske liga, som skadelidte kørte i. Selvom dette ikke fremgik af kontrakten, var manden således forpligtet til at deltage i det pågældende løb, hvilket var sanktioneret med bod. Kontrakten blev således udformet, inden man kendte løbsdagene i den udenlandske turnering.

AFGØRELSE:

Ankestyrelsen vurderede, at manden i forbindelse med sin tilskadekomst i et speedwayløb måtte anses for at have været antaget til arbejde for den lokale speedwayklub og dermed omfattet af lovens forsikringsberettigede personkreds, jf. § 1, stk. 1, med den lokale speedwayklub som forsikringspligtig arbejdsgiver.

Begrundelsen var, at det i kontrakten med den lokale speedwayklub for 1993 var nærmere fastsat, hvornår manden havde pligt til at være til rådighed og deltage i superligaløb for den lokale speedwayklub, ligesom der var fastlagt de økonomiske betingelser for deltagelse, herunder sanktionsmuligheder i tilfælde af misligholdelse af kontrakten. Hertil kom, at den lokale speedwayklub havde en økonomisk interesse i, at manden kørte løbet, ligesom Ankestyrelsen vurderede, at manden i forhold til klubben var forpligtet til at deltage i det konkrete løb.

Ankestyrelsen vurderede i øvrigt, at der var grundlag for at dispensere fra den for sene anmeldelse af hændelsen, jf. lovens § 20, sidste pkt.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at manden havde været udsat for et ulykkestilfælde, der havde medført erstatningsberettigende følger, og at der forelå undskyldelige omstændigheder for, at anmeldelsen ikke var indgivet rettidigt, da anmeldelsen på grund af usikkerhed om forsikringsforholdene havde været indgivet til ulykkesforsikringsselskabet.

Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

SAGSFREMSTILLING:

Sag nr. 2 - 11727-95:

Sagen vedrørte anerkendelse af en anmeldt hændelse, som overgik en professionel cykelrytter, der deltog på det danske landshold i et cykelløb i udlandet. Under løbet skete der en kørselsfejl af ryttere i feltet, hvorved manden styrtede på cykelbanen og kom til skade.

Arbejdsskadestyrelsen havde afvist at anerkende hændelsen som et ulykkestilfælde og begrundede sin afgørelse med, at der ikke havde været et sådant underordnelsesforhold til Dansk Cykel Union, at der kunne antages at foreligge et ansættelsesforhold efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Arbejdsskadestyrelsen anførte, at cykelrytteren måtte sidestilles med en amatør, tilknyttet det danske landshold, men ikke ansat af landsholdet. Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at han ikke modtog løn fra Danmarks Cykel Union, og at han ikke havde pligt til at deltage i det pågældende cykelløb.

I sagen var det oplyst, at han havde deltaget på landsholdet for at repræsentere Danmark, men at han ikke var tvunget hertil. I overensstemmelse med almindelig pligt bar han en landsholdstrøje. Han havde et amerikansk firma som sponsor, men havde som professionel cykelrytter hovedsagelig sine indtægter fra præmier af forskellig karakter.

Danmarks Cykel Union, der havde udtaget skadelidte til cykelløbet, havde stillet træner, holdleder og øvrige hjælpere til rådighed for landsholdet. Unionen stod tillige for planlægningen af arrangementet, meddelte planer over løb, gav meddelelse om træningstidspunkter, hviletider m.m. Han modtog ikke løn for deltagelsen på landsholdet, men Unionen afholdt udgifter i forbindelse med hans deltagelse i løbet.

Mandens advokat havde gjort gældende, at der havde været tale om et arbejdstager-/arbejdsgiverlignende forhold, idet landsholdsledere havde instruktionsbeføjelser i relation til landsholdskørslen og forberedelserne hertil, ligesom der var almindeligt tilsyn med arbejdets udførelse og et almindeligt over-/underordnelsesforhold mellem manden og Danmarks Cykel Union. Mandens advokat henviste endvidere til, at Danmarks Cykel Union havde afholdt udgifterne i forbindelse med hans deltagelse og i øvrigt stillet holdleder, træner og anden hjælp til rådighed, ligesom Dansk Cykel Union havde deltaget i tilrettelæggelsen af arrangementet.

Mandens advokat mente subsidiært, at staten måtte være erstatningspligtig, idet manden måtte kunne sidestilles med visse forskere, der ikke aflønnes af staten, men udfører arbejde for staten.

Mere subsidiært blev det gjort gældende, at den udenlandske arrangør måtte være erstatningspligtig.

Dansk Cykel Unions advokat gjorde gældende, at deltagelsen var frivillig, at mandens stilling ikke var anderledes end de øvrige deltageres, at han ikke modtog løn eller andet vederlag, og at han i øvrigt måtte betragtes som selvstændig erhvervsdrivende.

Det blev bestridt, at Dansk Cykel Union skulle have instruktions- og/eller sanktionsbeføjelser, og at der ikke påhvilede Dansk Cykel Union nogen tilsynsforpligtelse med arbejdets udførelse.

AFGØRELSE:

Ankestyrelsen fandt, at det omhandlede ulykkestilfælde ikke var omfattet af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, da der ikke kunne antages at foreligge et ansættelsesforhold i lovens forstand, jf. § 1, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde til grund, at manden i den omhandlede situation var udtaget og deltog på lige fod med de øvrige deltagere i løbet, og ikke i sin egenskab af professionel cykelrytter.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at han ikke var kontraktlig forpligtet til at deltage i cykelløbet, men at deltagelse var frivillig.

Ulykkestilfældet måtte derfor anses for at være indtrådt under udøvelse af fritidsaktivitet.

Det forhold, at Dansk Cykel Union havde afholdt udgifter i forbindelse med hans deltagelse, samt i øvrigt havde været medvirkende ved tilrettelæggelsen af arrangementet samt fastsættelse af vilkår i forbindelse med deltagelsen, herunder eksempelvis planlægning af træningstidspunkter, sponsoreringsvilkår og ved at stille træner, holdleder og andre hjælpere til rådighed for deltagende danske cykelryttere, bevirkede ikke i sig selv, at Dansk Cykel Union kunne betragtes som arbejdsgiver i lovens forstand.

Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på, at Dansk Cykel Union ikke havde egentlige instruktions- eller sanktionsbeføjelser.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.