Dansk   English       Bookmark and Share    
 

SPONSORENING AF PROGRAMMER M.V.

Kapitel 4

Sponsorering af programmer m.v.

§ 26. Ved sponsorering af programmer forstås enhver form for ydelse af direkte eller indirekte tilskud til finansieringen af programmer i radio, fjernsyn, herunder tekst-tv-sider, og on-demand audiovisuelle medietjenester fra en fysisk eller juridisk person, der ikke selv udøver virksomhed ved udsendelse, udbud eller produktion af programmer i radio, fjernsyn eller on-demand audiovisuelle medietjenester, film, fonogrammer m.v., med henblik på at fremme den pågældendes navn, logo, image, aktiviteter eller produkter.

§ 27. Sponsorerede programmer i radio, fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester skal klart kunne identificeres ved, at sponsorens navn, logo eller andet symbol, herunder en angivelse af sponsorens produkt, tjenesteydelse eller et kendemærke herfor, er angivet ved programmets begyndelse, slutning eller begge steder. Sådanne angivelser må derimod ikke forekomme i programmet. I tekst-tv skal de oplysninger, der er nævnt i 1. pkt., angives på de enkelte tekst-tv-sider, som er sponsoreret.

Stk. 2. Identifikation af sponsorering af programmer i radio, fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester fra foretagender, hvis virksomhed omfatter fremstilling eller salg af lægemidler, må ikke ske ved fremme af bestemte lægemidler, som er receptpligtige efter lov om lægemidler.

Stk. 3. Såfremt programmet i radio og fjernsyn har 1 eller 2 sponsorer, må den samlede varighed af angivelsen af sponsor ikke overstige 10 sekunder. Har et program 3 eller flere sponsorer, må den samlede varighed af angivelsen af sponsorerne ikke overstige 30 sekunder.

Stk. 4. I radio skal angivelsen af sponsorer finde sted i en neutral form. Angivelsen må ikke ledsages af en særlig lydbaggrund, der har tilknytning til sponsor eller dennes produkter m.v.

Stk. 5. I fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester kan angivelsen af sponsorer finde sted i form af bevægelige billeder indeholdende sponsors navn, logo, produkt eller tjenesteydelse. Henvender et program i fjernsyn sig i særlig grad til børn, skal angivelsen dog finde sted i form af ikke-bevægelige billeder. Angivelsen må i fjernsyn ikke ledsages af en særlig lydbaggrund, der har tilknytning til sponsor eller dennes produkter m.v.

§ 28. Indholdet og programsætningen af et sponsoreret program må ikke påvirkes af sponsor på en sådan måde, at det indvirker på radioforetagendets eller medietjenesteudbyderens, jf. radio- og fjernsynslovens § 2, stk. 4, ansvar og redaktionelle selvstændighed med hensyn til programmerne.

Stk. 2. Ligeledes må programindhold og programsætning ikke påvirkes af selskaber m.v., med hvilke et radio- eller fjernsynsforetagende har indgået kommercielle aftaler i tilknytning til programvirksomheden på en sådan måde, at det indvirker på radio- eller fjernsynsforetagendets ansvar og redaktionelle selvstændighed.

§ 29. Et sponsoreret program i radio, fjernsyn eller on-demand audiovisuelle medietjenester må ikke tilskynde til køb eller leje af sponsorens eller andres produkter eller tjenesteydelser, navnlig må disse ikke fremhæves på særlig måde med henblik på at fremme afsætningen af dem.

Stk. 2. I konkurrencer m.v. i radio, fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester, hvor sponsorernes eller andres produkter eller tjenesteydelser indgår som præmier, må præmierne kun vises og omtales på en kort og neutral måde, der ikke går ud over den information, som er påkrævet for at gennemføre konkurrencen m.v.

Stk. 3. Henvender et program i fjernsyn, jf. stk. 2, sig i særlig grad til børn under 14 år, må sponsorerede præmier ikke vises, men alene gives en neutral oplysning om deres art og beskaffenhed.

§ 30. Programmer i radio, fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester må ikke sponsoreres af virksomheder, hvis hovedvirksomhed er at producere eller sælge tobaksprodukter eller andre varer, der fortrinsvis benyttes i forbindelse med rygning.

Stk. 2. I radio, som indgår i den samlede public service-virksomhed, jf. lovens § 11, og i fjernsyn må der ikke udsendes programmer, som er sponsoreret af arbejdsgiverorganisationer eller fagforeninger eller af politiske partier eller religiøse bevægelser.

§ 31. I fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester må nyheds- og aktualitetsprogrammer ikke sponsoreres.

Stk. 2. I radio, som ikke indgår i den samlede public service-virksomhed, jf. lovens § 11, kan nyheds- og aktualitetsprogrammer sponsoreres.

Stk. 3. Ved aktualitetsprogrammer forstås i denne bekendtgørelse alene programmer, der direkte vedrører nyheder af politisk eller samfundsmæssig betydning, såsom programmer, der består af kommentarer til nyheder eller politiske holdninger til nyheder, aktuelle begivenheder m.v.

Produktplacering i programmer i fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester

§ 32. Produktplacering i programmer i fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester er ikke tilladt, jf. dog stk. 3-6 samt § 33, stk. 1.

Stk. 2. Ved produktplacering forstås i denne bekendtgørelse visning eller omtale af en vare, en tjenesteydelse eller et varemærke som led i et program mod betaling eller anden modydelse.

Stk. 3. Uanset stk. 1 er produktplacering i programmer i fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester indenfor genrerne kort- og dokumentarfilm, spillefilm, film og serier produceret til fjernsyn eller on-demand audiovisuelle medietjenester, sportsprogrammer og lette underholdningsprogrammer tilladt efter følgende regler:

1) Indholdet og programsætningen må ikke påvirkes på en sådan måde, at det indvirker på medietjenesteudbyderens ansvar og redaktionelle selvstændighed med hensyn til programmerne.

2) Programmet må ikke tilskynde til køb eller leje af varer eller tjenesteydelser, navnlig må disse ikke fremhæves på en særlig måde med henblik på at fremme afsætningen af dem.

3) Programmet må ikke give de pågældende varer en unødigt fremtrædende rolle.

4) Seerne skal informeres tydeligt om, at de pågældende varer, tjenesteydelser eller varemærker er vist eller omtalt i programmet. Denne identifikation skal ske på passende vis ved programmets begyndelse og slutning, samt når et program i fjernsyn fortsætter efter en reklameafbrydelse, jf. § 4, stk. 2.

5) Identifikationskravet, der er nævnt i nr. 4, finder dog ikke anvendelse, hvis programmet ikke er produceret eller bestilt af medietjenesteudbyderen selv eller en virksomhed, der er tilknyttet medietjenesteudbyderen.

Stk. 4. Programmer i fjernsyn og on-demand audiovisuelle må ikke indeholde produktplacering af:

1) Tobaksprodukter eller varer, der fortrinsvis benyttes i forbindelse med tobaksrygning, jf. lov om forbud mod tobaksreklamer m.v., eller varer fra virksomheder, hvis hovedvirksomhed er at producere eller sælge tobaksprodukter eller andre varer, der fortrinsvis benyttes i forbindelse med rygning.

2) Lægemidler, som er receptpligtige efter lov om lægemidler.

Stk. 5. Udover de krav, der er nævnt i stk. 3, må visning eller omtale af en vare, tjenesteydelse eller et varemærke i programmet ikke:

1) skade respekten for den menneskelige værdighed eller indeholde eller fremme nogen forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, nationalitet, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

2) tilskynde til adfærd, der kan være til skade for sundheden eller for sikkerheden, eller til stor skade for miljøbeskyttelsen.

3) skade mindreårige på fysisk eller moralsk vis eller tilskynde mindreårige til at købe eller leje et produkt eller en tjenesteydelse ved at udnytte deres manglende erfaring eller deres godtroenhed, direkte opfordre dem til at overtale deres forældre eller andre til at købe de varer eller tjenesteydelser, der reklameres for, udnytte mindreåriges særlige tillid til forældre, lærere eller andre eller uden grund vise mindreårige i farlige situationer.

Stk. 6. Udover de krav, der er nævnt i stk. 3-5, må visningen eller omtalen af alkoholholdige drikkevarer i et program ikke være rettet specifikt mod mindreårige eller tilskynde til umådeholden indtagelse af sådanne drikkevarer.

Stk. 7. Adgangen til produktplacering efter reglerne i stk. 3-6 gælder ikke for programmer henvendt til børn under 14 år.

Stk. 8. Adgangen til produktplacering efter reglerne i stk. 3-6 gælder heller ikke for DR’s og de regionale TV 2-virksomheders egenproducerede programmer og programmer i entreprise, jf. dog stk. 9 og § 33, stk. 1.

Stk. 9. Uanset at adgangen til produktplacering ikke gælder for DR og de regionale TV 2-virksomheders egenproducerede programmer og programmer i entreprise, jf. stk. 8, kan DR og de regionale TV 2-virksomheder efter bestemmelserne i stk. 3-7, i fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester vise spillefilm og kort- og dokumentarfilm, som indeholder produktplacering.

§ 33. Uanset forbuddet mod produktplacering i § 32, stk. 1, kan der i fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester vises programmer, som er produceret af foretagender, der ikke hører under dansk myndighed, og som indeholder produktplacering. Dette gælder dog ikke for programmer henvendt til børn under 14 år samt for nyheds- og aktualitetsprogrammer.

Stk. 2. I tilfælde, hvor den adgang, der er nævnt i stk. 1 til at vise programmer produceret uden for Danmark, som indeholder produktplacering, benyttes, skal seerne informeres tydeligt om, at de pågældende programmer indeholder produktplacering. Denne identifikation skal ske på passende vis ved programmets begyndelse og slutning, samt når et program i fjernsyn fortsættes efter en reklameafbrydelse, jf. § 4, stk. 2.

Stk. 3. Identifikationskravet, der er nævnt i stk. 2, finder dog ikke anvendelse, hvis programmet ikke er produceret eller bestilt af den medietjenesteudbyder, der viser programmet, eller en virksomhed, der er tilknyttet medietjenesteudbyderen.

Produktsponsorering i programmer i fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester

§ 34. § 32, stk. 1, er ikke til hinder for visning eller omtale af en vare, en tjenesteydelse eller et varemærke i et program (produktsponsorering), hvis:

1) varen, tjenesteydelsen eller varemærket ikke har nogen betydelig værdi, og

2) ingen relevant medietjenesteudbyder eller tilknyttet person har modtaget betaling eller anden modydelse i relation til visningen eller omtalen af varen, tjenesteydelsen eller varemærket i programmet.

Stk. 2. Ved ”betydelig værdi” forstås en residualværdi, som ikke er af underordnet karakter. Ved en residualværdi forstås en pengemæssig eller anden økonomisk værdi for den relevante medietjenesteudbyder udover værdien af den udgift, der er sparet ved at vise eller omtale varen, tjenesteydelsen eller varemærket i et program.

§ 35. Visning eller omtale af en vare, en tjenesteydelse eller et varemærke i et program i fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester (produktsponsorering), hvor varen, tjenesteydelsen eller varemærket ikke har en betydelig værdi, jf. § 34, stk. 1, kan ske efter reglerne i §§ 26-31 og i § 32, stk. 5 og 6.

§ 36. Visning eller omtale af en vare, en tjenesteydelse eller et varemærke i et program i fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester (produktsponsorering), hvor varen, tjenesteydelsen eller varemærket har en betydelig værdi, jf. § 34, stk. 2, og ingen relevant medietjenesteudbyder eller tilknyttet person har modtaget betaling eller anden modydelse i relation til visningen eller omtalen af varen, tjenesteydelsen eller varemærket i programmet, kan ske i spillefilm, kort- og dokumentarfilm samt film og serier produceret til fjernsyn eller on-demand audiovisuelle medietjenester, sportsprogrammer og lette underholdningsprogrammer, efter reglerne i § 32, stk. 3-7.

 
Se også SPORTSRET
 
Tilbage til MARKEDSFØRINGSRET
Jens Ottosen-Støtt | Sløjfen 4, 2.tv., 2000 Frederiksberg - Danmark | Tlf.: +45 60 444 300 | jos@stoett-ret.dk