Kapitel 8
Erstatning
§ 44. Bestyrelsesmedlemmer, direktører og granskningsmænd, som under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet fonden skade, er pligtige at erstatte denne.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til revisorer. Er et revisionsselskab valgt til revisor, er både revisionsselskabet og den revisor, hvem revisionen er overdraget, erstatningsansvarlige.
Stk. 3. Erstatningen kan nedsættes, når dette findes rimeligt under hensyn til skyldgraden, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt.
§ 45. Beslutning om anlæggelse af søgsmål mod bestyrelsesmedlemmer, direktører, granskningsmænd, revisorer eller tredjemand kan træffes af bestyrelsen eller fondsmyndigheden.
§ 46. De i § 44, stk. 1 og 2, nævnte personer er tillige erstatningsansvarlige for skade, de under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet kreditorer eller tredjemand.
Stk. 2. § 44, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
§ 47. Søgsmål mod bestyrelsesmedlemmer, direktører, granskningsmænd eller revisorer kan anlægges ved retten på det sted, hvor fonden har sit hjemsted.