MERE STRAF - LIGEGYLDIGT HVAD - MONOPOLER

Den objektive virkning af straf

Der var engang i det sidste århundrede, hvor der førtes en rimelig kvalificeret diskussion om straf og dens præventive virkning – individuelt og generelt. Der var ikke ganske enighed og det er der ikke noget at sige til. Det er formentlig ikke muligt at finde frem til noget objektivt sandt svar på om straf virker, for det kommer an på hvad man lægger vægt på. Vil man statuere et eksempel, således at andre holder sig på måtten – eller vil man korrekse lovbryderen således at han (hen?) fremover holder sig på måtten eller vil man påføre en lidelse der står i mål til den lidelse han( hen?) har påført andre?

Han, hun og HEN

Jeg bruger den moderne form for intetkøn om personer hvor han og hun bliver til hen – det er mere for ikke at blive straffet for at diskriminere end fordi jeg synes, at sproget bliver bedre og mere logisk af den slags subjektive værdipolitiske knæfald.

Følelser og formål med straf

Det forrygende er, at man i en debat om straf slet ikke behøver at gøre sig klart hvad formålet med straffen er. Man kan nøjes med at føle og synes og det er jo i grunden så dejligt uforpligtende – og løsrevet fra hensynet til offeret og til kravet om at straf skal respektere menneskets værdi.

Lige siden vi har haft en justitsminister, der syntes, at det var en kvalitet at benævne sig selv ”moster Skrap” synes der at være gået almindelig inflation i diskussionen om straf. Dette fænomen har tilsyneladende ramt alle.

Den stakkels voldsmand

Der er til stadighed en stærk bevægelse parat til at træde i karakter. En bevægelse der er klar med tårer i øjnene af medfølelse for den stakkels gerningsmand, hvis denne ikke hjælpes og støttes i rigt mål. De fleste af den slags bevægelser har i øvrigt ingen problemer med, at socialforsorgen må tage sig af offeret – det er jo det man har velfærdsstaten til. Kravet om et lykkeligt og selvstændigt liv er på ingen måde beskyttet i samme grad for offeret, som for hens voldsmand.

De slemme lystfiskere med kniv

Her er det bizarre – hvis en voldsmand banker et offer i hovedet med en brosten, så giver det normalt en snes måneder i skyggen, hvis offeret blot i større eller mindre omfang bliver invalideret og undlader at dø. MEN hvis der forurenes eller – oh skræk – laves økonomisk kriminalitet, hvor værdier går til spilde, så kan det nok være at vi kan få fat i den del af strafferammen der tæller år.

Der er godt nok sket en skærpelse af straffen for vold de seneste år. Men der er også sket en skærpelse af straffen for uagtsomhed uden vold. Dette gælder f.eks. knivloven, der er et rædselsmonument over politikeres manglende evne til at overskue konsekvensen af deres egne misforståelser og fejltagelser. Sjældent har så megen mental begrænsning fået lov til at sætte sig lovgivningsspor.

Konkurrencelovgivningens væsen

Hele denne problemstilling kommer frem i disse dage, hvor man nu for alvor diskuterer skærpelse af straffen for overtrædelse af konkurrencelovgivningen. Erhvervsledere skal idømmes fængsel, og der skal kunne gives bøder til 20 millioner kr. Hu-hej, hvor vi kan beslutte!

Og dette i et land hvor man stort set ikke til dato har konstateret nogen som helst rigtig alvorlige konkurrencekrænkelser. Der er sket en masse små krænkelser og mange af dem er sket på grund af politiske vedtagelser om, at sådan vil man helst have det- eller at det vil man ikke skride ind over for.

I Danmark er monopoler godt?

Danske politikere elsker monopoler fordi de mener, at de er så gode til at sikre at monopoler er bedst for alle. Og monopoler styret af politikere kan jo i sagens natur kun være til gavn for befolkningen – ikke sandt? Det gælder både Taxi, Dankort og Danske Spil.

Så det er bare helt fint med nogle bemærkelsesværdige strafskærpelser – og ikke nogen blødsødenhed – den reserverer vi voldsmænd og straffesystemets gengangere. Så kan de slipseklædte lære det, medens de danske konkurrencemyndigheder følger fortidens triumfer over for juletræsproducenter og bedemænd op. De skal mærke politikernes beslutsomhed og styrke i deres sanktion – og strafferammen skal nok blive brugt – helt op til flere tusinde kroner.

Behøver man forbryde sig mod loven for at fortjene straf?

Jeg mindes en tidligere formand for konkurrencerådet, som var lidt frustreret over, at man ikke kunne skride hårdere ind over for alt det han mente var forkert. Derfor foreslog han, at man simpelthen bare sænkede kravene til bevis for, at der foregik noget lovstridigt. Fremragende ide – hvis vi synes, at der ikke skrides hårdt nok ind – hvorfor så ikke bare fjerne kravet til, at det skal bevises, at der foregår noget forkert. Så kan vi straffe alt det, vi ønsker og samtidig slipper vi for at diskutere om straffe har nogen værdi. Vi kan jo kalde det Knivlovsprincippet. For straf har værdi – den har den værdi,. at den viser, at vi er handlekraftige over for hvad som helst og ingenting. Og så har vi som samfund virkelig fået en politisk ledelse, der vil noget og ikke er bundet af de gængse normer.

I min ungdom var der en sang med et omkvæd om at ” They’re comin to takle you away - ha-hah –ho-ho”. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor – og måske er det heller ikke meningen, at vi skal vide det. Slet ikke hvis samfundets effektivitet skal måles i antallet af sanktioner og disses omfang og ikke i antallet af reelle lovovertrædelser.