Billigere strøm lyder godt
Forbrugerrådet har kastet sig ud i en kamp for at sikre danske forbrugere billigere strøm. Det er et ædelt formål, og man kan ikke have noget at indvende imod det. Og hvis Forbrugerrådet gennem sin underleverandør – kan gøre det bedre end private formidlere, så fred være med det, forudsat at konkurrencevilkårene er lige – går man ind for fri konkurrence må man også bifalde tiltag som dette.
Har vi allerede betalt en gang – og for alle?
Hvis Forbrugerrådet derimod alene har mulighed for denne aktivitet, fordi de modtager statstilskud, så er billedet et andet – for så anvendes der skatteyderkroner til at konkurrere med den private sektor, og så er uligheden i konkurrencevilkårene på ingen måde hverken lige eller acceptable.
Du skal være ekstra fremsynet her
Hvis Forbrugerrådet har mulighed for at arbejde med bindingsperioder på 1 år, hvor man generelt i samfundet alene accepterer at binde forbrugere i maximalt 6 måneder, så er der et andet problem, da man umiddelbart kan have vanskeligt ved at se hvorfor de love der gælder for andre aktører på markedet ikke skal gælde for Forbrugerrådet.
Disse problemer vil jeg dog overlade til andre at kaste sig ud i. Jeg vil alene beskæftige mig med to problemer, som endnu ikke har været rigtig fremme i debatten.
Vildledende og ulovlig ansvarsfraskrivelse
Når man læser på Forbrugerådets hjemmeside, hvad tilbuddet til forbrugerne går ud på, så ser man, at aftalen i sidste ende indgås mellem forbrugeren og strømleverandøren. Forbrugerådet står således alene gennem sin underleverandør for en formidling af et tilbud og en aftale. Det er for så vidt helt i orden – den konstruktion anvendes også i andre sammenhænge. Det betyder bare efter almindelig dansk ret, at Forbrugerrådet hæfter for underleverandørens udførelse af formidlingen. Herunder hæfter Forbrugerrådet for, om kunden er tilstrækkeligt og korrekt informeret, og om aftalen reelt opfylder de ønsker og tilsagn som kunden har lagt vægt på ved sin beslutning om at indgå aftalen – og så selvfølgelig om aftaler giver forbrugeren den retsstilling som han kan gøre krav på efter loven.
Det er her jeg mener, at det går helt galt. På Forbrugerrådets hjemmeside bliver man nemlig vildledt. Det fremgår her, at Forbrugerrådet er helt uden ansvar for kontrakten, og alt er et spørgsmål mellem forbrugeren og leverandøren af strømmen. Forbrugerrådet synes således at have bortskaffet formidlingsansvaret – og det på trods af, at man tager sig betalt for formidlingen.
Med andre ord så udtrykker hjemmesiden den opfattelse, at Forbrugerådet ikke har noget ansvar overhovedet. At ansvaret alene kan gøres gældende mod strømleverandøren – og det er simpelthen forkert. Der er således klart tale om, at Forbrugerrådet laver vildledende markedsføring i strid med Markedsføringslovens § 2 – en bestemmelse, som der er en vis forhåndsformodning om, at man kender i Forbrugerrådet.
Ankeinstans med flere kasketter
Helt galt går det også hvis en forbruger måtte føle sig forkert behandlet i forbindelse med udbud, formidling eller levering af strøm. Det er formentlig den samme blinde plet i vurderingen af egen adfærd og formåen, der viser sig, når man overhovedet kaster sig ud i denne aktivitet, uden også at overveje hvilke konsekvenser det har for Forbrugerrådets deltagelse i Energiankenævnet, hvor Forbrugerrådet udpeger forbrugerrepræsentanterne. Dette nævn skal, udover en formand, rumme et lige antal repræsentanter for forbruger- og erhvervsinteresser.
Men hvordan kan en anden formidler (konkurrerende strømleverandør) have tillid til nævnets virke, når det, der skulle være forbrugerrepræsentanter, i realiteten er udpeget af en konkurrent (her Forbrugerrådet)? Og hvordan kan en forbruger have tillid til nævnets afgørelser, hvis sammensætningen kan opfattes som ene at bestå af erhvervsinteresser? Og hvordan kan nævnet være uvildigt i forhold til Forbrugerrådet, hvis det i det konkrete sag handler om, at aftalen er formidlet af Forbrugerrådet, der netop har udpeget de såkaldte forbrugerrepræsentanter?
Der vil for det første indtræde speciel inhabilitet, der hvor sagen vedrører en kundeaftale formidlet af Forbrugerrådet. Desuden vil der indtræde en helt generel inhabilitet i alle andre sager, fordi man i ankenævnets vedtægter § 7 stk. 3 har en bestemmelse, der fordrer, at ingen må deltage i behandlingen af en sag, hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, der er egnede til at vække tvivl om vedkommendes fuldstændige upartiskhed.
Som jeg ser det, vil det forhold, at man opererer som formidler i elmarkedet samtidig med, at man varetager forbrugerinteresser, rejse berettiget tvivl om, hvilken vej kasketten med de to skygger vender.
Den inhabiles overbevisende blindhed
Kort sagt er det min opfattelse, at Forbrugerrådets formidlingsrolle indenfor elforsyningen gør det inhabilt til at repræsentere forbrugerinteresser i energiankenævnet. Det er muligt, at Forbrugerrådet ikke ser det sådan, men det er jo et karakteristika ved inhabilitet, at den ikke altid erkendes af den inhabile.
Energiankenævnets formand er jo dommer – det kunne da være interessant at høre, hvad han har at sige om dette spørgsmål. Det er jo også interessant, om Erhvervsministeren finder anledning til at vurdere, om betingelserne for fortsat godkendelse af nævnet er til stede og om nævnets sammensætning er betryggende for parterne, som der står i loven.
Men det kan være, at der ikke kommer noget bidrag fra disse parter. Så må man jo se, om der en dag er en energivirksomhed, som føler trang til, ved domstolene at anfægte energiankenævnets afgørelse under henvisning til inhabilitet. Det kunne blive en rigtig interessant sag.
Kommentarer
1