DEMOKRATISK UNDERSKUD – JA – MEN ER DET I FOLKETINGET ELLER EU-PARLAMENTET

Danmark ønskede en vis kontrolmulighed

For nogle år siden blev Danmark EU’s Prügelknabe, fordi man ønskede en forholdsvis beskeden kontrol med, hvem og hvad der passerede vores grænse. Det var absolut ikke god tone at begrænse den frie bevægelighed indenfor EU, selv om målet måske var ganske acceptabelt – man ville bare gerne indsnævre det frie fælles marked og den frie udveksling af mennesker, varer og tjenesteydelser til fortrinsvis at gælde for lovlige ydelser, ikke-kriminelle aktiviteter samt til personer, der ikke allerede var permanent udvist af landet.

Nu ønsker også andre EU-lande mulighed for at sikre deres grænser

Med et stille smil kan man nu konstatere, at der tilsyneladende er sket et opbrud i den store skare af modstandere, og i Ministerrådet tales der ikke længere højt om traktatbrud. I hvert fald synes de enkelte EU landes regeringer nu, at det er en god idé at få indsigt i og kunne foretage en vis kontrol med, hvem og hvad der kommer ind over grænserne imellem EU's lande. Begrundelsen er, at det er nødvendigt for at sikre de nationale muligheder for at kontrollere omkostninger og styre samfundet. Det er jo sådan set den samme grund som den daværende danske regering anførte – og det må konstateres, at tidligere så arge og forargede modstandere nu med kyshånd omfavner muligheden for grænsekontrol. Derfor har man i Ministerrådet indgået en enstemmig aftale om principper for intern grænsekontrol.

EU-Parlamentet føler sig forbigået på en udemokratisk måde…

Men ikke alle jubler. EU-parlamentet og EU-Kommissionen er fortørnede. Endvidere har især EU- Parlamentet skruet voldsomt op for retorikken. Der tales om, at man har indført et ”demokratisk underskud” ved, at Ministerrådet har indført de nye kontrolregler.

”Demokratisk underskud” er store ord, der reelt dækker over, at det, der er sket, er at man har kørt uden om EU-Parlamentet. Indførelsen af de nye kontrolregler har principielt styrket de nationale regeringers muligheder for at handle som regeringer i deres respektive lande og ikke længere blot være gidsler hos et parlament, der dels er uden nogen som helst reel folkelig forankring, og dels ikke har nogen som helst intention om at beskytte den nationale handlefrihed. Det er nu reelt en ren magtkamp smykket med en politisk påstand om at forfølge ædle motiver. Hensynet til de nationale interesser indgår dog ikke i EU- Parlamentets katalog over beskyttelsesværdige formål.

EU-Parlamentet som teenager

Det kunne så være en god politisk strid, som måtte løses på demokratisk vis – for eksempel ved en folkeafstemning – hvis nu man skulle tage EU-parlamentarikernes udtalelser om demokratisk underskud for gode varer. Men sådan fungerer det ikke blandt supranationale demokrater. Ud over at tale om, at man vil boykotte den politiske proces i EU, hvilket giver en ny dimension til opfattelsen af EU-Parlamentets virke og ansvarsbevidsthed, så vil man også søge sine synspunkter fremmet gennem retssag ved Domstolen.

Beføjelserne uden garantier – Ny version der minder om de dækningsløse banklån

Her kommer vi til det virkelige problem. For EU-traktaten er skrevet i den tilstand af overnational kådhed, der gør, at man har skabt et virkeligt demokratisk underskud. Man har gennem traktaten givet beføjelser til et parlament uden folkelig forankring og en kommission, der har udvidelsen af den overnationale kompetence som sit bærende idegrundlag.

Derfor forsøger Rådet – de nationale regeringers repræsentanter – nu som grundlag for deres beslutning at bruge en bestemmelse i traktaten, som ikke er soleklar som hjemmelsgrundlag. Og derfor holder EU-Parlamentet fast i en bestemmelse, der klart giver parlamentet beføjelser til at fastlægge politikken – ud fra en traktat, der uden tydelige og klare forbehold fastslår, at der skal føres en politik, der sikrer, at ”personer uanset nationalitetikke kontrolleres ved passage af de indre grænser”.

Magt for magtens skyld – Man vil det så godt for EU

Og her er vi så ved det rigtige problem. Ved at lave en traktattekst af den karakter har man tilkendegivet ikke bare et princip, der skal forfølges, men snarere noget der ligner en ret. I sin yderste konsekvens en ret, der ikke kan fraviges, medmindre man kan påberåbe sig beskyttelse af lov og orden og den indre sikkerhed eller retten til at bestemme, hvor mange fra tredjelande man vil tillade indrejse.

Og alle disse regler skal naturligvis igennem EU-Parlamentet, der har som sin mission at styrke sin overnationale dagsorden. Det er derfor parlamentet har konflikten med Ministerrådet – for de nationale regeringer har nu indset, at der ikke er befolkningsmæssig opbakning til urealistiske forestillinger om åbne grænser for alt og alle, og at der ikke er opbakning til, at EU skal bestemme om man må gennemføre, hvad man ser som nødvendige og fornuftige begrænsninger. Og nu forsøger man at imødekomme det nationale behov.

Borgeren – Staterne – eller EU-Maskineriet

Det kan da være, at EU-Parlamentet har styrke nok til at blokere for lovgivningsarbejdet i EU – det vil nok ikke i almindelighed blive oplevet som et stort problem og slet ikke lige med det samme. Men en domstolsafgørelse, der på dette område låser de nationale regeringer og de nationale parlamenter i EU- Parlamentets favntag vil være yderligere en sten i forsvarsmuren mod udviskningen af den nationale ret til at bestemme i eget land. Og EU-Parlamentet vil hermed understrege, at man ikke kan bruge sit folkelige mandat – for det eksisterer ikke – men kun den traktatmæssige ret i sin kamp for at få indflydelse og magt imod de nationale befolkningers interesser.