ANSTÆNDIGHED FOR ERHVERVSLIV – POLITIKERE UNDTAGET

Ytringsfrihed under ansvar

Der var et vist røre om Forbrugerombudsmandens nye retningslinjer for kønsrelateret reklame, der trådte i kraft den 1. april i år. Der var flere synspunkter fremme om at der nu blev skabt yderligere regler, snærende bånd og begrænsninger i ytringsfriheden.

Selvfølgelig er der tale om begrænsninger i den kommercielle ytringsfrihed – men det er dog tvivlsomt om de nye retningslinjer i sig selv indfører nogen begrænsning som ikke allerede var der efter de gældende regler. Efter min opfattelse er der ikke lavet nye stramninger – måske snarere tværtimod.

Almindelig lov gælder også for reklamer

Udgangspunktet er at virksomheders reklamering skal være ” i overensstemmelse med fremherskende samfundsmæssige og kulturelle normer for anstændighed”. Det er ikke nyt. Det indebærer bl.a. at reklamer ikke må give udtryk for holdninger, som man i samfundet har lovgivet imod. Det kan for eksempel være diskrimination baseret på alder, køn, race og tro. Det er heller ikke nyt. Det er bare en konsekvens af den gældende lovgivning.

Anstændig og/eller fucking special

Endvidere må reklamer heller ikke være anstødelige i sprogbrug, holdning eller billeder – også vurderet samlet. Det skal naturligvis ses i relation til, om indholdet er specielt opsigtsvækkende i forhold til det generelle mode og medie-billede. Og nu kan det jo godt blive lidt kompliceret.

Så hvis jeg vil reklamere med, at jeg er ”fucking special”, så vil det givetvis medføre at nogle af mine potentielle kunder tager lidt anstød. Det vil formentlig og med rette blive anset for en sørgelig mangel på dannelse og god smag fra min side. Men i en verden hvor radio- og tv flyder over med den slags udsagn, og hvor de selvsamme ord indgår som titel på et TV-program, kan det ikke siges at være specielt opsigtsvækkende. Og det er ikke anstødelig markedsføring.

Kunsten kommer til undsætning

Det bringer så et andet særligt forhold frem i forbindelse med reklame. Kan et indslag betegnes som kunst, vurderes graden af anstødelighed mildere – uanset kvaliteten heraf. Smag og behag kan jo som bekendt diskuteres. Så får lovgiver berøringsangst og bliver tilbageholdende med at foreskrive grænser for hvad man kan gøre – man vil jo nødig beskyldes for at være imod kulturen og kunsten. Dette selvom det for nogle fremstår som åbenlyst plattenslageri eller kriminel aktivitet. Kejserens temmelig gamle klæder i endnu en ny version. Så hvis en billedkunstner afbilder kendte personer på krænkende vis for at bruge sin ”kunst” som politisk våben, så er det for nogle udtryk for en kulturel politisk happening og så ignorerer man gerne markedsføringsloven – selv om vedkommende bruger provokationen for at skaffe sig et betalende publikum og aktiviteten i alle andre sammenhænge ville blive anset som reklame. Så grænserne for det tilladelige bliver kraftigt udvidet hvis man trækker kunstkortet.

Og så er der politikere – hævet over anstændighed

Tilsvarende for politik. En tidligere nu afdød minister kom for skade at udtale, at en politisk modstander i sin argumentation overtrådte markedsføringsloven. Det var formentlig bestemmelsen om at udsagn ikke må være vildledende, som han tænkte på. Men forholdet er det, at politikere ikke er omfattet af lovens begreb om erhvervsdrivende, så her gælder ikke nogen regler om god markedsføringsskik, eller regler om at man ikke må vildlede, tale usandt eller undlade væsentlige informationer. Der gælder heller ikke regler om at man, når man sammenligner sig med konkurrenter, ikke må vildlede eller at man skal være objektiv og loyal mod konkurrenten. Ej heller gælder regler om at man ikke må miskreditere ham eller snylte på hans indsats eller kopiere hans produkt.

Så det er nok fornuftigt at loven ikke gælder for politik. Det ville jo nærmest være en revolution, hvis man her skulle indføre samme anstændighed, som man forventer af erhvervslivet. Og kan det overhovedet virke?