URIMELIGHEDSNÆVN FOR FORBRUGERE

Retsafgifterne skulle op

Gennem mange år var der en udvikling, hvor politikerne hævede retsafgifterne for at behandle sager ved domstolene. Herved skabtes der en ren pengemaskine, når borgerne, virksomheder, stat, kommuner mv. skulle have truffet afgørelser i spørgsmål, hvor der ikke kunne opnås en mindelig løsning.

Rent bortset fra at det fordyrede processen betydeligt, så havde det også den effekt, at en række sager slet ikke kom til afgørelse, fordi omkostningen og risikoen så langt oversteg sagens værdi. Dertil kom at procesformen var meget omstændelig og tidskrævende og nærmest forudsatte advokatbistand.

Forbrugerklagenævnet havde ingen penge men masser af sager

Disse forhold blev til sidst, i den samme politiske optik som havde skabt tilstanden, gjort til et demokratisk problem. Det generelle Forbrugerklagenævn var ved at segne under den sagsmængde der var. Og sagsmængden oversteg langt de ressourcer, som samfundet havde fundet grundlag for at anvende til behandlingen. Derfor var det nærliggende at fostre ideen om, at erhvervslivet skulle sørge for, at der var de nødvendige forbrugernævn – for de forskellige brancher. Erhvervslivet skulle som noget selvfølgeligt påtage sig financieringen af den demokratiske adgang til at få truffet retsafgørelser i de tvister, forbrugerne havde med deres leverandører. Der var principielt tale om frivillighed for ret beset kan man ikke fratage nogen retten til at gå til domstolene – det ligger i grundlovens ordning af magtens tredeling.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention knurrede

Da der var udsigt til et sagsanlæg mod den danske stat for, krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, blev der fra politisk side gennemført begrænsninger og reduktioner i retsafgifterne. Endvidere blev der lavet en småsagsordning, som forenklede og billiggjorde retsafgørelser i sager under 50.000 kr. Men disse tiltag ledte ikke til at revurdere det politiske ønske om de mange fagopdelte forbrugerklagenævn finansieret af erhvervslivet.

Erhvervslivet skulle selv oprette og finansiere Forbrugerklagenævn

Som aktiv deltager med hensyn til stiftelse og drift af Teleankenævnet, kan jeg godt finde gode argumenter for at have det. Det er positivt med hensyn til effekten af dets virke. Det skaber en ensartethed i retstilstanden, hurtig behandling, særlig saglig indsigt og medvirker så absolut til, at de tilsluttede medlemmer indretter sig på at håndtere kundeklager på en langt mere optimal måde. Men – og det er et stort men – det er absolut ikke billigt for de tilsluttede virksomheder, selv om kun en meget beskeden brøkdel af samtlige klager rent faktisk giver klagerne helt eller delvis medhold.

Årsagen er ganske enkelt den, at sager koster penge. Det gælder de sager, hvor der ikke gives medhold til klagerne, for de skal også behandles. Det gælder de sager der afvises, fordi der intet reelt krav er, for også de skal behandles. Det samme gælder de sager, hvor der egentlig kun gives vejledning fra nævnet. Fælles er det, at de alle kræver personale, kontorhold og omkostninger, der skal dækkes ind af de tilsluttede virksomheder. Disse udgifter pålægges, selv om ingen virksomhed reelt har gjort noget, der gør det rimeligt, at den skal betale for omkostningen.

Nævn for alle – men de seriøse skal betale hele gildet

Og så kommer vi til det absurde i situationen. Alle disse omkostninger skal dækkes af de virksomheder, der tilslutter sig klagenævnet, og dermed står som garanter for at økonomien hænger sammen. De betaler både for de sager, som forbrugerne taber, og som de vinder. Det kunne man så sige var i orden, hvis det alene var de tilsluttede virksomheder der fik deres sager behandlet – men sådan spiller klaveret ikke. Kravet til den slags nævn er, at de behandler alle klager indenfor nævnets område – også selv om den pågældende virksomhed ikke vil bidrage med en krone til nævnet.

Den ikke-tilsluttede virksomhed skal dog betale, hvis den taber sagen helt eller delvist – men her har man politisk besluttet, at selvfølgelig skal den virksomhed, der ikke vil bidrage til at opretholde nævnet, slippe billigere end den virksomhed, der støtter det politiske mål! I dag er priserne indenfor teleområdet under halvdelen for en tabt sag, hvis man ikke er tilsluttet nævnet.

Ansvarlighed overfor forbrugerne – men hvad med erhvervslivet?

Man har forsøgt at få dette ændret gennem flere år – men det synes ikke at være prioriteret fra samfundets side. Derfor er situationen den, at man politisk gerne vil have den slags nævn finansieret af erhvervslivet. Men samtidig fortæller man det samme erhvervsliv, at hvis man støtter op om forbrugerens nemme og hurtige adgang til at få løst klagemål – så må man også finansiere behandlingen af klager for alle de, der ikke kunne drømme om at støtte nævnet. Således sørger man for at de, der udviser det samfundssind og den adfærd man ønsker, bliver økonomisk straffet. Man kan ikke fra politisk side tage sig sammen til at sikre, at de, der er ligeglade, i det mindste skal betale det samme, som de der tager ansvar.

Det var måske et forhold man også skulle tage i betragtning, når man fra politisk hold taler om ansvarlighed og rimelighed i forhold til forbrugerne – man kunne jo overveje at udstrække det erhvervslivet.