Dansk   English       Bookmark and Share    
 
BLOGGENS er ikke længere aktiv.
Dens FORMÅL var AT KOMMENTERE AKTUELLE RETSSPØRGSMÅL INDENFOR NÆVNTE KATEGORIER
 
Fælles for indlægene vil være, at der fokuseres på INDIVIDETS RETTIGHEDER og at de skrives af cand.jur. Jens Ottosen-Støtt.

Kommentarer vil ikke blive besvaret

(Du er velkommen til at kommentere indlæg eller stille spørgsmål, der er relevante i forhold til bloggens kategorier. Vær opmærksom på, at disse og deres evt. besvarelse kan læses af andre. Ønsker du at få belyst retslige spørgsmål, kan dette også ske ved direkte henvendelse til Støtt & Ret. Benyt venligst formularen under menupunktet SEND MAIL.)

 

DUMMEBØDER - FRA BANDER TIL SPORT

Skrevet af Jens Ottosen-Støtt
09-04-2012 22:05

Bandemiljøets selvjustits

Fænomenet dummebøder har fået en opblomstring i forbindelse med en række ubehagelige historier om bandekriminalitet og bandemedlemmers særlige justits overfor de svagere. En justits der idømmer bøder – gerne af en betragtelig størrelse på et grundlag som ikke er i overensstemmelse med de principper vores retssamfund bygger på.

Der er tale om bøder, der størrelsesmæssigt er ude af proportion med forseelsen – og der behøver egentlig ikke at være en forseelse i gængs forstand – bare en adfærd som bødegiveren ikke kan lide eller som man har lyst til at styre. Der er ingen særlige regler for skyld eller forsæt eller formildende omstændigheder. Og så er der heller ingen garanti for, at det lige behandles lige – vilkårlighed og forskelsbehandling er en del af konceptet hvor indsigelser og forsøg på at anke, anses som obstruktion og kritik af bødegiveren.

 
Historisk vilkårlighed

Sådan vilkårlighed hører begrebsmæssigt hjemme i et anden tid og en anden samfundsform end den vi bekender os til i dag. Men den findes altså stadigvæk som subkultur. Man kan stadig straffe for overtrædelse af regler som en enkelt person sætter, bare fordi han kan og fordi der ikke er de muligheder og den sikkerhed i ”rettergangen”, som vi ellers finde er en selvfølge. Og fænomenet forekommer ikke alene i bandemiljø.

Man kan begynde i det små. Bandekassen i hjemmet eller i skolen, hvor ukvemsord sanktioneres med et krav om at lægge en bøde – uanset hvad der er årsagen til, at en finke er røget af panden. Årsagen påvirker ikke pligten til at betale eller bødens størrelse. Men det er i grunden rimeligt uskyldigt og en rimelig klar regel man kan tage højde for. Der er ikke noget her der kan få pulsen til at stige, Man fornemmer ikke en trussel mod vor demokratiske retsbevidste livsstil.

 
Militære dummebøder

En trussel mod vores retssamfund er det derimod, når der pludselig dukker historier om dummebøder, idømt af befalingsmænd over de udstationerede menige, der deltager i en krig for vort land. Fornemmelsen af krænkede rettigheder, vilkårlighed og undertrykkelse er ikke til at tage fejl af, uanset at vi rent faktisk ikke ved så meget om hvorvidt, det er væsentlige beløb og hvordan systemet er blevet til. Men selve ideen om at nogen laver deres egne regler og idømmer bøder hvis disse regler overtrædes og at man er i et system, hvor man ikke har mulighed for at sikre en retfærdig behandling, er imod vore tankesæt.

 
Fagforeningen mobiliseres

Man kan prøve at forestille sig en almindelig arbejdsplads hvor arbejdslederen uindskrænket kunne idømme sådanne bøder for overtrædelse af regler der baserede sig på hvordan denne arbejdsleder ville have det, og at dette var uden mulighed for omstødelse. Det ville simpelthen ikke blive accepteret. Og hvis der ikke var et fagligt sammenhold inden, ville der formentlig hurtigt komme det. Arbejdslederen ville (forhåbentlig) have en rimelig kort karriere.

 
Holdsport og dummebøder

Men hvad sker der så når det drejer sig om holdsport? Hvorfor er sådanne typer bøder i f. eks professionel holdsport pludselig helt acceptable? Hvorfor er det god underholdning, når en tidligere landstræner i fodbold fortæller om hvordan han gav bøder, fordi spillerne overtrådte de regler han havde sat for deres privatliv? Hvorfor har vi i denne sammenhæng vænnet os til den enevældige magt til at sætte regler og dømme, når bare det vedrører forhold - som er tilpas langt væk fra vore egne forhold?

 
Selektiv retssikkerhed

Er det fordi dummebøder er noget der kun rammer os almindelige mennesker og dermed er uacceptabelt. Hvorimod tilsvarende forhold for de anderledes – enspænderne der står frem – er noget som de må lære at leve med. Sådan er systemet bare for dem?

Retssikkerhed – er det kun for dem, der er som mig og tænker som mig? Er dummebøder berettiget i forhold til andre? Kan de her være særdeles velanbragte og fortjente – og ikke noget at hidse sig op over?

Accepterer vi uden videre selektiv retssikkerhed?

 

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

MERE OM RETSOMRÅDER FOR STØTT & RET:
 
Jens Ottosen-Støtt | Sløjfen 4, 2.tv., 2000 Frederiksberg - Danmark | Tlf.: +45 60 444 300 | jos@stoett-ret.dk