NÅR EKSPERTER KLOGER SIG – HER OM DONG

Historien fra den forløbne uge om DONGs særlige forhold til cheflønninger har givet anledning til mange udsagn fra såkaldte eksperter.

Pressen har selvfølgelig svælget i aftrædelsesordninger, der kunne udløses af den ansatte selv ved at han ønskede at rejse – hvilket også er en usædvanlig ordning. Men inden medierne kommer i selvsving så skal man huske på at Børsen, erhvervslivets egen avis – i hvert fald i egen selvforståelse – havde bestemmelser i sin journalistoverenskomst hvorefter man fik fratrædelsesgodtgørelse efter anciennitet – også selv om man reelt misligholdt ansættelsen groft og kunne bortvises på dette grundlag. Så det er ikke kun præster (og politikere) man kan beskylde for at præke et og gøre noget andet.

Men det vi har hørt hvad angår DONG er udsædvanligt – ingen tvivl om det. Og det er beskæmmende for en statsejet virksomhed. Det medfører naturligvis, at man ser på hvilke kontrolforanstaltninger bestyrelsen har haft. Endvidere må man åbenbart forholde sig til, hvordan man fremover takler direktører, der rager til sig i en grad, så man må tvivle på, om de egentlig har nogen som helst loyalitet overfor den virksomhed der lønner dem.

Men så er der jo alle de eksperter, der nu kan komme med deres uforgribelige meninger om dette og hint. Sagen er, at hvis den generelle lønstigningstakt ikke er voldsomt eskalerende, så er det muligt for en ledelse at skjule den slags eksorbitante tilfælde in the misery of bigness. Det slår ikke igennem på en synlig måde.

En usædvanlig fratrædelsesklausul ses jo heller ikke førend den kommer til udtryk. Og bestyrelsens kontrol mekanisme er at spørge til den – men hvad er svarene – korrekte eller slørede. Vi ved det ikke og man skal åbenbart betragtes som ekspert for at kunne udtale sig med fuld sikkerhed på et ikke fuldt oplyst grundlag.

Tilsvarende noterer jeg, at der også har været eksperter på banen mht. spørgsmålet om, hvorvidt bestyrelsesformanden har handlet korrekt. Eksperter mener ikke, at han burde have benyttet sine egne jurister til at se på nogle papirer inden han sendte disse videre til ekstern advokat. For en der har haft med whistleblower sager at gøre lyder bestyrelsesformandens sags håndtering utroligt fornuftigt. Man får en oplysning hvor man dybest set ikke aner om den er rigtig eller forkert eller hvad der er det bagvedliggende motiv - det behøver jo ikke at være særlig pænt – man ved ofte heller ikke hvem der er afsender af informationen. Derfor screener man lige forholdet for at se om der er noget, der kan begrunde en nærmere undersøgelse. Denne screening holder man af gode grunde tæt ind til kroppen, fordi intet er endnu dokumenteret. Så hvis man ikke vil have at bestyrelsesformanden skal sidde og sagsbehandle på helt egen hånd – så må man betragte det som naturligt, at han vælger nogle folk, som han kender og kan stole på til at hjælpe med afklaring af, om der er kød på benet eller ej. Og når der så konstateres at der er kød nok – så starter man den mere uafhængige undersøgelse – ganske som bestyrelsesformanden også gjorde i tilfældet DONG.

Der er således ikke tale om, at hans afgørelse ikke er uvildig. Det er noget frygtelig vås at sige. Bestyrelsesformanden skal træffe en afgørelse om hvorvidt han vil gå videre og få en nærmere undersøgelse eller om han vil afvise henvendelsen. Den beslutning får han hjælp til af nogle af sine egne betroede medarbejdere. Han skal ikke indhente uvildige rapporter om hvorvidt han skal lade sagen undersøge eller ej - det er hans opgave at tage denne beslutning. Men han skal sikre sig, at hvis sagen undersøges, så sker det på et uangribeligt grundlag – og det var så det han faktisk gjorde.

Så visse ekspertudtalelser om at han ikke handlede korrekt ved at få bistand fra sine betroede medarbejdere til sin egen afgørelse om det videre forløb vidner blot om, at de pågældende eksperter ikke har nogen som helst praktisk erfaring i håndtering af whistleblowere. Det er nemlig ikke altid guld, der flyder til ledelsen fra en sådan kilde – nogle gange er det noget der stinker - af hævn og ønske om at skade andre. Derfor er det altid vigtigt at analysere om der er grundlag for en undersøgelse og derefter agere, så skaden bliver mindst muligt, i forhold til de involverede sagesløse personer.

Men det kan jo selvfølgelig være, at de eksperter der udtaler sig som sådanne, slet ikke er eksperter når det kommer til stykket. Måske er den eneste ekspertstatus de kan håbe på den udnævnelse til ekspert de får af en journalist, der ikke kender til emnet og derfor skal have en trumf. Der er brug for at nogen kommer med en udtalelse, der passer til historiens vinkel – og hvis han er enig i journalistens vinkel – så er titlen vel på plads…