SPORTSORGANISATIONERNES SELVTÆGT - REGLER MED TILBAGEVIRKENDE KRAFT OG ØKONOMISK KONSEKVENS

Almen økonomisk lovgivning

Det er karakteristisk for vort samfund, at det lovmæssige grundlag for menneskers økonomiske adfærd er stærkt reguleret og at der er etableret et domstolssystem, der kan tage sig af at løse konflikter om reglernes forståelse, anvendelse og overholdelse.

Det gælder for de rettigheder man som lønmodtager har – selv om man indenfor overenskomstområderne har en lang tradition for egne konfliktløsningsmodeller, dels gennem voldgifter og dels gennem Arbejdsretten. Det gælder for forholdet mellem forbrugere og erhvervsdrivende og mellem erhvervsdrivende indbyrdes. I hvert fald inden for landets grænser. Der er endvidere udvikling i gang, der går imod beskyttelse af lønmodtager- og forbrugerrettigheder på EU-plan.

Men i sportens verden er forholdene knap så entydige. Der er her en stor og stærk tradition for selvjustits. Der er tale om særlige tiltag der baserer sig på, at idrætsorganisationerne selv laver reglerne og selv tolker og bestemmer hvordan de skal forstås, og også helst selv træffer de nødvendige retsafgørelser ved tvistigheder. Dette gælder også på et område, hvor samfundet i øvrigt engagerer sig stærkt – nemlig ved brugen af doping. Her er selve vurderingen og pådømmelsen af overtrædelsen stærkt ”privatiseret” , idet den oftest ligger i hænderne på sportens organisationer. Dette med voldsomme konsekvenser for den enkelte sportsudøver.

Det er indlysende, at sportsorganisationernes enevælde ikke altid medfører den store ensartethed i afgørelserne, og det element i retssikkerhed, der ligger i, ”at det lige pådømmes lige”, kan man ikke påregne at finde her.

Der kan også være andre – og mere organisationspolitiske – lodder i vægtskålene.

I forbindelse med Contadors doping-sag bemærkede jeg, at avisen skrev, at der var indført nye regler i 2011 om konsekvensen af doping. Blandt andet skulle disse regler betyde, at man nu konfiskerede al indtægt for sportsmanden i det år, hvor han blev pågrebet i at bruge doping.

Jeg bemærkede også i avisen, at den endelige afgørelse ikke fandt, at der var tale om en bevidst doping, men at den dømte ham, fordi han selv måtte være ansvarlig for om han indtog forbudte stoffer i sine fødevarer. Dvs. man kunne ikke afvise, at det var en fejl – men han måtte bære ansvaret for, at han ikke havde ladet bøffen laboratorieundersøge, inden han spiste den – eller at han i det hele taget spiste den. Det er det, man kalder et objektivt ansvar. Der er ingen skyldig, der har handlet bevidst eller uagtsomt, men der en der skal dømmes, fordi der skete det, som man ikke ville have.

Jeg forstod også, at man havde målt det pågældende stof i 2010. Altså før man indførte de nye skærpede regler.

Så hvis det, der står i avisen er korrekt – så har vi altså en situation, hvor man på objektivt grundlag – dvs. uden at man kan bevise skyld – idømmer en mand to års karantæne, hvor han ikke kan følge sin næringsvej og samtidig tager en årsindkomst fra ham efter regler, der først kom til efter, at det pågældende stof blev konstateret hos ham. Denne del af straffen udmåltes således efter regler, der ikke fandtes, da forseelsen blev begået.

I mange lande – der tilstræber at være retsstater – ville noget sådant stride mod forfatning eller andre fundamentale og alment accepterede retsregler. Men inden for sportens og dopingbekæmpelsens verden er det tilsyneladende i orden at knække disse regler.

Derfor kan man spørge, om der er tale om egentlig selvjustits – eller om der er tale om selvtægt, hvor de store idrætsorganisationer forsvarer den betydelige økonomiske interesse de har i de store sportsbegivenheder. Om individets retssikkerhed bliver ofret, for at de økonomiske interesser kan tilgodeses. I hvert fald må det konstateres, at det retslige krav om, at enhver er uskyldig til andet er bevist gælder altså ikke i sportens verden.