Ingen Twit her

Det har vakt stor opsigt, at DBU har besluttet, at landsholdets spillere ikke må twitte under afholdelsen af Europamesterskaberne i fodbold. Det er måske endnu mere opsigtsvækkende, at det angiveligt er på landstrænerens foranledning, og at DBU mener, at et sådan forbud er indenfor hans kompetence som landstræner. Det er muligvis korrekt i forhold til DBU – således at forstå, at landstræneren ikke behøver at spørge DBU om lov – men er det korrekt i forhold til spillerne?

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Ytringsfrihed anses ellers for at være en af de såkaldt ”umistelige” rettigheder. Herved forstås, at det er en ret man ikke kan tage fra det enkelte menneske – men som dog kan være begrænset på grund af andre, meget vægtige hensyn. Sådanne hensyn kan være andre menneskers integritet, eller det kan være hensynet til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, forebyggelse af uorden eller forbrydelse, beskyttelse af sundhed eller sædelighed, hindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed. For nu at opremse de undtagelser, der er beskrevet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Tunge og vægtige hensyn.

Den demokratiske baggrund

Baggrunden for at give det enkelte menneske ytringsfrih

Bandemiljøets selvjustits

Fænomenet dummebøder har fået en opblomstring i forbindelse med en række ubehagelige historier om bandekriminalitet og bandemedlemmers særlige justits overfor de svagere. En justits der idømmer bøder – gerne af en betragtelig størrelse på et grundlag som ikke er i overensstemmelse med de principper vores retssamfund bygger på.

Der er tale om bøder, der størrelsesmæssigt er ude af proportion med forseelsen – og der behøver egentlig ikke at være en forseelse i gængs forstand – bare en adfærd som bødegiveren ikke kan lide eller som man har lyst til at styre. Der er ingen særlige regler for skyld eller forsæt eller formildende omstændigheder. Og så er der heller ingen garanti for, at det lige behandles lige – vilkårlighed og forskelsbehandling er en del af konceptet hvor indsigelser og forsøg på at anke, anses som obstruktion og kritik af bødegiveren.

Sådan vilkårlighed hører begrebsmæssigt hjemme i et anden tid og en anden samfundsform end den vi bekender os til i dag. Men den findes altså stadigvæk som subkultur. Man kan stadig straffe for overtrædelse af regler som en enkelt person sætter, bare fordi han kan og fordi der ikke er de muligheder og den sikkerhed i ”r

Almen økonomisk lovgivning

Det er karakteristisk for vort samfund, at det lovmæssige grundlag for menneskers økonomiske adfærd er stærkt reguleret og at der er etableret et domstolssystem, der kan tage sig af at løse konflikter om reglernes forståelse, anvendelse og overholdelse.

Det gælder for de rettigheder man som lønmodtager har – selv om man indenfor overenskomstområderne har en lang tradition for egne konfliktløsningsmodeller, dels gennem voldgifter og dels gennem Arbejdsretten. Det gælder for forholdet mellem forbrugere og erhvervsdrivende og mellem erhvervsdrivende indbyrdes. I hvert fald inden for landets grænser. Der er endvidere udvikling i gang, der går imod beskyttelse af lønmodtager- og forbrugerrettigheder på EU-plan.

Men i sportens verden er forholdene knap så entydige. Der er her en stor og stærk tradition for selvjustits. Der er tale om særlige tiltag der baserer sig på, at idrætsorganisationerne selv laver reglerne og selv tolker og bestemmer hvordan de skal forstås, og også helst selv træffer de nødvendige retsafgørelser ved tvistigheder. Dette gælder også på et område, hvor samfundet i øvrigt engagerer sig stærkt – nemlig ved brugen af doping. Her er selve vurdering