ETIK, POLITIK OG FORSØGSKANINER

Ingen penge til forsøgskaniner

For nylig var der en stort opsat artikel i medierne om forsøgspersoner i forbindelse med medicinske forsøg. Den bærende holdning – tilsyneladende støttet af Etisk Råd (alene ideen om at nogle er særlig skikkede til at mene noget etisk på vores vegne!) var, at disse forsøgspersoner ikke måtte honoreres for deres tid ved deltagelse i sådanne forsøg eller for den risiko de uvægerligt løb ved at deltage. Det skulle jo ikke blive en måde, hvorpå de mest trængende ernærede sig. Det ville være socialt skævt. Så hellere påføre personerne en risiko, som de ikke blev honoreret for, således at alle vi andre, der ikke har tænkt os at stille os til rådighed for menneskeheden, kan få et bedre liv.

Tidligere tiders diskussioner om arbejdsmiljø

Muligvis skyldes denne mærkelige tilgang til virkeligheden det tidligere mantra, at man ikke kan betale folk for at løbe en risiko. Det trivedes i arbejdsmiljødiskussionerne i mange år. Og egentlig med god grund. For det skal ikke være meningen at man kan betale sig fra at man ikke gennem arbejdets organisering og udførelse sikrer de ansatte bedst muligt. Den risiko skal ikke kunne honoreres – for så ville bestræbelserne for at sikre et ordentligt arbejdsmiljø være nyttesløse.

Nogen opgaver indebærer bare større risiko end andre

Men hvis man bare en gang imellem slipper disse mantraer fra en anden tid og situation og kigger på virkeligheden, så er der bare opgaver, som er mere risikofyldte end andre. Og disse opgaver kan ikke udføres uden denne risiko, uanset hvad man gør. Og hvorfor er det så lige, at man ikke skal betale for det? Og hvis uheldet er ude, hvorfor skal man så ikke have erstatning, som i stort set alle andre sammenhænge i samfundet? Hvad er den logiske begrundelse herfor?

Der er så vidt jeg kan se ikke nogen rimelig begrundelse. Men så er det jo godt, at man kan præstere en forestilling om, at hvis man honorerer mennesker for at deltage i medicinske forsøg, så vil det kun være interessant for de socialt udsatte (man mener nok økonomisk trængte – eller en kombination - men man behøver jo ikke at besidde konsekvens eller struktur, når man udtrykker etiske synspunkter). I øvrigt har der tidligere været en stor del studerende der stillede op til sådanne forsøg.

Idealister – det oplagte forsøgsmateriale

Det er en syret tankegang. De socialt dårligst stillede skal ikke være betalte forsøgskaniner for at finde bedre lægemidler, men i stedet vælger vi at udsætte idealister, studerende og socialt engagerede for at løbe den risiko – uden betaling. Fed etik. Det er altså etisk korrekt at udnytte andre - bare de ikke er socialt dårligt stillede.

Hvad med vores soldater

Og nu hvor vi taler om at løbe en risiko for andre. Hvordan er det lige med honoreringen af de soldater, vi sender i krig på Danmarks vegne. Får de ikke en bedre betaling for at sætte liv og lemmer på spil – end hvis de blot pudsede støvler hjemme på kasernen? Og hvor er lige det etiske i, at vi betaler dem for at løbe en risiko i krig – mens vi ikke mener at det er rigtigt at betale forsøgspersoner for at løbe en risiko, der på sigt kan spare liv ved udvikling af lægemidler? Forholder det sig sådan, at f.eks. beslutningen om at sende folk i krig er underlagt andre etiske normer, fordi den ikke først skal forelægges Etisk Råd? Og ville Etisk Råd mon i givet fald gå imod politikerne, der har etableret Rådet?

Politikerne som vores etiske korsriddere

Anderledes stiller det sig med lægemiddelforsøg. Forsøg er åbenbart en slem ting (modsat krig?). Derfor skal det være helt frivilligt (ja, naturligvis). Derfor må der ikke være økonomi i projektet, for så kan der jo være nogen, der får lyst eller interesse i at deltage ud fra tvivlsomme økonomiske motiver. Denne pseudo beskyttelse af nogle abstrakt svage kan politikerne godt bruge i deres egen promovering over for befolkningen. Den overbeviser os om deres fornemme etiske moralkodeks. Og det er jo også en slags etik.

Hvad blev der så af fase 3 forsøgene – de der er på mennesker

Om det så er muligt at komme videre med forskning og helt nødvendige forsøg må tiden vise. Syge stiller formentlig altid gerne op i håb om at få hjælp. Men kontrolgrupper kan det nok blive vanskeligt at fremskaffe.

Misforstå mig ikke. Jeg synes, at det er det eneste anstændige, at vore soldater, der løber en særlig risiko, sikres fornuftig indtjening for denne. Ligesom det er helt nødvendigt, at deres familier sikres hvis det værste måtte ske. Jeg forstår bare ikke at det skal være forskelligt fra forholdene for de, der stiller sig til rådighed og løber risici på andre områder, der er i vor fælles interesse – her for lægevidenskabelige forsøg. Men det er måske fordi, jeg ikke forstår den fine etiske sondring vedrørende måden, man i værste fald dør eller invalideres på.